Skal medier skræmmes fra at kritisere politikere?

18. december 2018 vedtog Folketinget nye bestemmelser i straffelovens regler om freds- og æreskrænkelser – dvs. på området for injurier og privatlivets fred.

De er generelt gode og velbegrundede. Der er tale om en opdatering, både af indhold og af sprog. Fx er det nu som udgangspunkt strafbart at placere en gps hos nogen, uden at de ved det, så man minutiøst kan følge med i deres færden. Og bestemmelserne om æreskrænkelser er nu mere klare og ikke mindst i overensstemmelse med den måde, domstolene dømmer på. Tidligere var formuleringerne noget misvisende, svært forståelige og præget af et entydigt fokus på sandhed – beskyldninger skulle som udgangspunkt bevises for at være lovlige –hvor fokus nu er, om ytringer er beskyttelsesværdige. Her indgår sandhed selvfølgelig som et element, men der er også andre: har emnet offentlig interesse, var der grund til at tro, at beskyldningen holder? Mv.

Men en enkelt bestemmelse stikker ud, nemlig § 268, nr. 2. Førhen omfattede § 268 den såkaldte bagvaskelse, altså fremsættelse af æreskrænkende udtalelser mod bedrevidende. I den nye formulering er dette blevet til, at straffen kan stige til fængsel i 2 år ”hvis en alvorlig beskyldning er usand”. Det er fint: Det er ikke beskyttelsesværdigt at fremsætte grove, urigtige beskyldninger, velvidende at beskyldninger ikke holder vand.

Det ejendommelige er bestemmelsens nr. 2, hvorefter der også kan ske strafskærpelse ”hvis en beskyldning er fremsat eller udbredt gennem indholdet af et massemedie og beskyldningen er egnet til væsentligt at skade den forurettede.”

Bestemmelsen er mærkværdig på flere måder:

For det første rammer den kun ”massemedier”, og hermed skal forstås medier, der er omfattet af medieansvarsloven, dvs. i høj grad de professionelle medier.

Her kan man kritisere, at det efter ordlyden ikke er klart, at det kun er en særlig gruppe medier, der rammes. Lovgivningsteknisk er det ikke imponerende.

Og man kan kritisere, at man inddeler gerningsmænd i forskellige typer, hvoraf nogle straffes hårdere end andre for samme forbrydelse. Det strider mod et grundlæggende princip i vores retsstat om ligebehandling.

For det andet er kriteriet for hårdere straf, at beskyldningen er egnet til væsentligt at skade, noget problematisk. Det er efter forarbejderne lige meget, om beskyldningen fremsættes mod bedrevidende. Den skal bare være egnet til at skade. Selv en beskyldning om en mindre forseelse er tænkt strafbar, hvis den kan skade. Man forestiller sig, at politikere, der er afhængige af et godt omdømme i den potentielle vælgerskare, kan lide stor skade ved en beskyldning. Skal der straffes hårdere ved beskyldninger mod personer, der skal vælges, og har meget at miste, i forhold os andre dødelige, der ikke er på valg?

Her er vi ved en tredje type kritik: Hvad er meningen overhovedet med bestemmelsen? Det er en opfindelse i Justitsministeriet. Den var ikke at finde i Straffelovrådets forslag, og ved forespørgsler i Folketinget havde Justitsministeren svært ved at finde gode argumenter. ”Justitsministeren finder”, at det bør være sådan, er jo ikke i sig selv et særlig overbevisende argument.

Det ligner lidt et forsøg daværende justitsminister Steincke gjorde i slutningen af 1930’erne, hvor han tabte en æreskrænkelsessag. Domstolen mente, at der var et særligt frisprog, når det angik politik og politikere. Et meget fornuftigt synspunkt. Og eftersom Steincke jo ikke godt kunne foreslå en lov, der forbød justitsministre og andre at tabe æreskrænkelsessager, fik vi en bestemmelse, der dels var totalt uforståelig, dels aldrig blev anvendt.

Er vi nu i samme situation? Justitsminister Pape kan ikke godt foreslå en lov, der forbyder kritik af politikere. Men så kan man skærpe straffen, hvis der sker væsentlig skade. Og skærpe straffen mod professionelle medier, der har kapacitet til at lave mere dybdegående og kritisk journalistik.

Og på samme måde som med den gamle § 267a er der nu i § 268, nr. 2, kommet en bestemmelse ind, hvis indhold er temmelig uklart, og hvor bevæggrundene for indførelsen er temmelig problematisk. Måske lider den samme skæbne som dens forgænger: aldrig at blive anvendt. Ikke fordi det ikke er en gyldig lovbestemmelse, men fordi den hænger så dårligt sammen med resten af området, at det er svært set se – og svært for Justitsministeriet klart at angive – i hvilke tilfælde en sådan bestemmelse skulle komme i brug.

Selvfølgelig må det være sådan, at hvis der fremsættes åbenlyst urigtige og æreskrænkende påstande, herunder i professionelle medier af professionelle journalister, må det straffes. Det er det også blevet, og de øvrige bestemmelser i den nye lov tilsiger ikke andet.

Hvad er meningen så? At skræmme professionelle medier til ikke at kritisere politikere, eftersom dette jo kan volde skade? Forhåbentlig ikke. Men hvad meningen ellers skulle være, forstår jeg ikke.

Indlæg skrevet af Professor Sten Schaumburg-Müller

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑