Hvad er et socialt medie? (– og hvorfor Facebook ikke er en stat)

Inden for de sidste godt ti år har de sociale medier fået en ganske enorm udbredelse – på godt og ondt. På godt fordi de giver en helt enestående mulighed for kommunikation, på ondt fordi det koster på privatlivet og måske også på demokratiet.

Et spørgsmål er, hvordan vi forstår dette delvis nye fænomen. Forståelser er vigtige. Hvis vi tror, at en omfattende ulykke er udtryk for Guds fortørnelse, er der grund til at lægge en levevis om, og det giver mulighed for at udpege nogle specielt forargelige, der på forskellig syndig måde har bidraget til ulykkerne. Det er så ikke sikkert, at det hjælper. Og hvis vi tror, at klimaforandringer er helt uafhængige af menneskers ageren, giver det ikke nogen mening at lægge en levevis om. Det hjælper nok heller ikke. En rigtig forståelse er vigtig, men ikke så let. Måske bør man tale om mere eller mindre rigtige forståelser; Der er ikke nødvendigvis én rigtig forståelse, men der er bedre og dårligere forståelser.

I det følgende vil jeg præsentere fire forståelser af sociale medier. Den sidste er mit bud på en god forståelse, der giver den bedste mulighed for et fremtidigt godt liv med de sociale medier, herunder ikke mindst det bedste udgangspunkt på en juridisk regulering.

Telefonselskab eller avis
For det første kan man forstå sociale medier som traditionelle distributører på linje med telefonselskaber mv. Her er der det delvis rigtige, at sociale medier i høj grad blot videreformidler andres kommunikation. Men der er åbenlyst også noget, der skurrer. Hvor en telefonsamtale er lukket og typisk foregår mellem to personer, er kommunikationen på de sociale medier meget mere åben og med mulighed for direkte kommunikation med potentielt flere milliarder mennesker. Vi kan altså ikke forstå sociale medier som et telefonselskab, og dette får betydning med hensyn til ansvaret for indholdet. I et demokratisk samfund vil man ikke stille telefonselskaber til ansvar for ulovligt indhold – to personer aftaler et mord eller et tyveri. Gjorde vi det, ville det stort set afholde telefonselskaberne fra at udbyde deres tjenester. Men sociale medier er ikke telefonselskaber, og vi bliver nødt at overveje andre muligheder.

Som en anden forståelse kan man opfatte sociale medier som traditionelle medier. På samme vis som aviser, radio og tv bringer forskelligt indhold ud til modtagerne, bringer sociale medier indhold til modtagere. Men forskellen er her åbenlyst, at de traditionelle medier i et vist omfang selv bestemmer indholdet via en redaktør, der principielt træffer beslutninger, og som derfor også er ansvarlig for indholdet, herunder anonyme indlæg. På de sociale medier er indholdet i meget høj grad brugerbestemt, der er ikke nogen redaktør, der i sidste ende træffer beslutning om indhold, og det er ikke umiddelbart oplagt, at virksomheden skulle være objektivt ansvarlig for alt indhold.

Facebook som stat
En tredje forståelse er på en og samme tid den mest usandsynlige og den mest udbredte, nemlig at de store sociale medier er som selvstændige stater, der har deres egne interne regler, som andre ikke kan blande sig i. Mark Zuckerberg udtrykte det således i marts 2015: ”Governments sometimes order us to remove content they believe is illegal, but does not violate our community standards. … We fight to protect our community from unnecessary or overreaching government intervention”. Med andre ord, en suverænitetserklæring: Facebook har sine egne regler og vil selvfølgelig ikke rette sig efter andre regler, heller ikke selvom de skulle være demokratisk vedtaget. Ligesom demokratisk vedtagne danske regler ikke gælder i Saudi-Arabien, så gælder danske regler ikke for Facebook, der har sine egne regler.

Helt på linje hermed er opfattelsen af, at Facebook udøver censur, når de fjerner indhold. Virksomheder bestemmer selv, hvem de vil indgå aftaler med, og traditionelle medier har redaktionel frihed til at afvise indlæg (dette har Pressenævnet bekræftet i en hel del sager). Stater derimod kan udøve censur, som det fx var tilfældet i Danmark før Grundloven af 1849. Når mange så er af den mening, at Facebook udøver censur, kan det ses om et udtryk for, at Facebook i højere grad anses for at være en stat end en virksomhed.

Også den påfaldende mangel på retssager mod Facebook tyder på, at Facebook mere opfattes som en stat end som virksomhed på linje med andre. Der er efterhånden mange, der har fået straf for distribution af videoer med sex mellem mindreårige, for manipulerede nøgenbilleder, for trusler mv. Men selvom disse er gjort offentligt tilgængelige via Facebook, er det sociale medie ikke på noget tidspunkt forsøgt stillet til ansvar, hvilket kunne være muligt efter straffelovens § 23 om medansvar. På den måde ligner sociale medier fremmede stater, der ikke kan indbringes for danske domstole.

Hertil kommer, at Danmark har udnævnt en særlig tech-ambassadør. Ikke at der er noget i vejen med at forsøge en kommunikation med tech-giganterne, men en ambassadør alligevel? På linje med den danske ambassadør til Tyrkiet? Og som den tidligere kulturminister sagde i forbindelse med medieforhandlingerne (her citeret frit efter hukommelsen): ”Tech-giganterne er for store til, at vi kan gøre noget”. Ligesom det er tilfældet med Kina, kunne man spørge.

Det forekommer åbenlyst, at tech-giganterne ikke er stater, og der er mig bekendt ikke nogen, der har forsøgt at argumentere nærmere herfor. Men i praksis er det en udbredt opfattelse.

Multinational virksomhed
Hertil vil jeg – som en fjerde mulighed – foreslå følgende, der indeholder to dele:

Tech-giganterne er som enhver anden stor international virksomhed, netop en privat virksomhed, der opererer på tværs af grænser. Her siger fx OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder, at sidstnævntes første forpligtelse er at overholde national lovgivning (Rule I (1)). Hvad menneskerettigheder angår – man kunne nævne retten til privatliv – har virksomhederne en forpligtelse til at respektere disse, og staterne har en forpligtelse til at håndhæve dem. Virksomhederne må altså respektere retten til privatliv, og det gælder både ved indsamling af oplysninger om deres brugere og ved videregivelse af privatlivskrænkende billeder eller udtalelser. Og staterne har en forpligtelse til at sørge for, at beskyttelsen håndhæves.

Det andet aspekt ved de sociale medier er, at de er en ny form for medie. Så der er både noget, som vi kender – medier – og noget, som vi ikke kender så godt endnu – den nye form. Dette indebærer, at vi i et demokratisk samfund må overveje, om den gældende lovgivning tager tilstrækkelig højde for de nye problemer, som enhver ny teknik uvægerligt medfører. Og vi må dernæst overveje, om nye reguleringer er nødvendige. Her kunne man fx forestille sig en ny institution i lighed med Forbrugerombudsmanden og måske Pressenævnet, der uden betaling og hurtigt kunne vurdere, om et givent opslag ville være ulovligt efter dansk ret.

Forskellige forståelser og juridisk regulering
Hvis man mener, at sociale medier er som et telefonselskab, er der ikke behov for regulering. De sociale medier er aldrig ansvarlige for indholdet, men kan blive pålagt at udlevere oplysninger. Men så afskærer vi os fra at forholde os til de problemer, som anonyme, offentlige indslag og meget grove uploads (som fx videoen af massakren i Christchurch) giver.

Hvis man mener, at de sociale medier er som traditionelle medier, skal der en lovændring til, fx ved at medieansvarsloven udvides. Dette ville så medføre det åbenlyse problem, at hvert sociale medie skulle udpege en redaktør, der i sidste ende ville være ansvarlig for alt indhold. Dette er udueligt og i øvrigt i strid med domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Hvis man mener, at sociale medier er som en stat, giver man dem en immunitet over for lovgivning – uden at de som stater kan have forpligtelser efter folkeretten, som fx at respektere menneskerettigheder, sådan som stater ellers har.

Hvis man derimod mener, at big tech-sociale medier på lige fod med andre multinationale virksomheder skal rette sig ind efter hvert lands lovgivning, som de opererer i, kan et demokratisk land som Danmark regulere inden for de rammer, der gælder, fx at vi ikke må forfordele nationale selskaber. Og hvis man mener, at sociale medier er en ny form for medie, må vi få indrettet lovgivningen, så den afspejler dette.



Af Sten Schaumburg-Müller, professor, dr.jur.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑