Bør psykologer uden autorisation få offentligt tilskud?

Psykologer er som sundhedspersoner omfattet af en autorisationsordning. Autorisationen tildeles efter bestået uddannelse og er en garanti for, at den, der er autoriseret, lever op til de krav til faglighed, der gælder for professionen. Det gælder også for psykologer, men i modsætning til andre faggrupper er titlen psykolog ikke knyttet til autorisationen.

Læger og sygeplejersker, der mister retten til at praktisere som autoriserede sundhedspersoner, mister også retten til at benytte betegnelsen læge eller sygeplejerske. Det gælder ikke for psykologer; Her er det kun titlen som autoriseret psykolog, der er beskyttet. I en sag om en psykolog, der af Psykolognævnet havde fået frataget sin autorisation på grund af en verserende straffesag om have krænket en patient seksuelt, kunne psykologen fortsætte med at markedsføre sig som og drive sin praksis som psykolog. Det rejser helt naturligt spørgsmålet om, hvorvidt autorisationssystemet sikrer patienten tilstrækkelig beskyttelse.

Autorisationssystemet
Autorisationssystemet fungerer som en offentlig anerkendelse af professionen og har til formål at beskytte patienten, hvor andres virksomhed på det pågældende område kan være forbundet med fare for den pågældende.

Beskyttelsen af titlen autoriseret psykolog fungerer også som en beskyttelse for patienten, der med titlen kan fæste lid til den pågældende sundhedspersons faglighed. Det er kun den, der har gennemført og bestået uddannelsen som psykolog, der har ret til at benytte betegnelsen psykolog. Der er derfor også en række titler, der er forholdt psykologer, f.eks. arbejdspsykolog, børnepsykolog og idrætspsykolog. Det er for psykologer kun titlen autoriseret psykolog, der er knyttet til autorisationen.

For nogle autorisationsordninger er der også et beskyttet virksomhedsområde, hvor kun den, der er autoriseret, har retten til at udøve den pågældende virksomhed. Eneretten er sædvanligvis rettet mod helt konkrete funktioner, der kræver en særlig faglighed – for læger gælder det f.eks. kirurgi, behandling med receptpligtige lægemidler eller behandling med røntgenstråler. Psykologer har ikke sådanne beskyttede virksomhedsområder. Det ville samtidig også være vanskeligt at afgrænse den faglige virksomhed, der skulle være forbeholdt psykologer frem for andre faggrupper. Behandlingsretten er så at sige givet fri, og derfor kan psykologen da også fortsætte med at praktisere uden autorisation.

Tilskudsreglerne
Den manglende beskyttelse i autorisationssystemet forstærkes af, at det sikkerhedsnet der er spændt ud under patienter i sundhedsvæsenet ikke har fundet vej ind på det sociale område. Det er i sundhedsretten en fundamental regel, at offentligt tilskud til patientbehandling forudsætter en gyldig autorisation. Dette gælder for alle faggrupper og således også psykologer, men her hører ligheden også op.

Servicelovens § 102 omfatter tilskud til psykologbehandling. Tilbuddet kan gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og der stilles ikke krav om autorisation. Det indebærer, at en kommune kan yde tilskud til et behandlingsforløb hos en person, der fået frataget autorisationen og samtidig utilsigtet give patienten den opfattelse, at kommunen garanterer for kvaliteten af behandlingen. Problemet er, at den beskyttelse patienten er garanteret efter sundhedsloven ikke er fulgt med over på det på sociale område.

Behov for en lovændring
Der er inden for det sociale område forskellige muligheder for at opnå tilskud til patientbehandling. Det gælder muligheden for at søge udvidet helbredstillæg (dvs. til ydelser uden sygesikringstilskud efter pensionsloven) og enkelttillæg efter aktivloven til sygebehandling, der ikke dækkes af anden lovgivning. Den manglende kobling til autorisationssystemet indebærer samtidig, at der ikke er nogen kontrol med kvaliteten og sikkerheden i de ydelser, som kommunerne henviser til.

Det rejser helt naturligt spørgsmålet om, hvorvidt lovgivningen yder patienten tilstrækkelig beskyttelse. Det er i vejledning til servicelovens § 102 anført, at udgangspunktet for behandling efter serviceloven er, at det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedsloven skal anvendes, men der er ikke indsat et formelt krav om autorisation. Det bør derfor overvejes, om lovgivningen skal ændres for at sikre patienten en bedre retsbeskyttelse.

Af Kent Kristensen, lektor

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑