Til forsvar for en god regulering af sociale medier

Hvorfor skal sociale medier have særlig regulering?
Fordi der er tale om et nyt fænomen. De er ikke som de traditionelle medier så som aviser, tidsskrifter, radio og fjernsyn, og de er heller som de traditionelle tekniske formidlere som kabelselskaber mv.

Og fordi de sociale medier har meget stor betydning for udveksling af meninger og information. En sådan udveksling skal både beskyttes og begrænses – helt på linje med ytringer og informationer offline, der også både beskyttes og begrænses.

Hvordan kan en sådan regulering se ud?
Digitalt Ansvar, en organisation som jeg er med i, har foreslået, at strafbart indhold skal kunne fjernes med en frist på 24 timer for meget groft indhold og på 7 dage på mindre groft, men altså fortsat strafbart, indhold.

Et sådant krav ligger fint imellem de to traditionelle former, som vi kender: På den ene side de redaktørstyrede medier, hvor redaktøren i sidste ende normalt har ansvaret for indholdet, og på den anden side kabeldistributører mv., der ikke har ansvar for indhold, men som ved konkret kendelse kan blive pålagt at fjerne strafbart indhold.

Kan det ikke være svært for et socialt medie at vurdere strafbarheden?
Jo. Der vil være alle mulige tilfælde, fra det helt klart strafbare (børneporno, overgreb på børn, mord for rullende kamera osv.), over det mere besværlige (hvornår er et nøgenbillede delt med samtykke?) til det måske ikkestrafbare (en ærekrænkelse i form af en grov beskyldning er måske ikke strafbar, hvis beskyldningen er velbegrundet).

Derfor kunne man forestille sig en Digital Ombudsmand, der på linje med Forbrugerombudsmanden kan overvåge området og tage stilling i konkrete sager. Spørgsmål om lovlighed kan altid indbringes for domstolene, men fordelen ved en Digital Ombudsmand er, at det ville gå meget hurtigere. En anden fordel er, at det ikke er det privatejede sociale medie, der altid skal stå med den vanskelige vurdering. En offentlig, neutral og kompetent institution kan levere en hurtig og god vurdering.

Vil det ikke udgøre et indgreb i ytringsfriheden?
Jo. Ytringsfriheden er ikke absolut. Dette fremgår både af den danske grundlov, dansk lovgivning og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Grundloven bestemmer, at man er fri til at offentliggøre sine tanker – dog under ansvar for domstolene, som det hedder i § 77. Formuleringen indebærer, at man ikke på forhånd skal spørge en myndighed om lov til at sige noget. Og den indebærer, at det i vidt omfang er overladt til lovgivningen at sætte et ansvar for ulovlige ytringer og informationer. Det har man fx i straffelovens regler om freds- og ærekrænkelser, der netop er vedtaget med nye formuleringer pr. 1. januar 2019. Det er klart, at man altid kan diskutere, om grænserne er sat rigtigt. Men de er sat via en demokratisk proces.

Vil det ikke indebære et for stort indgreb i ytringsfriheden?
Nej, ikke efter min vurdering. Vi har i dansk lovgivning en ganske fornuftig balancering af forskellige rettigheder, fx ytrings- og informationsfrihed på den ene side og privatliv og bekæmpelse af terror på den anden side. Balancen er ikke perfekt, men den er velovervejet og demokratisk vedtaget. Fortalerne for en mere ubegrænset ytringsfrihed på nettet inddrager som regel aldrig de modsatrettede hensyn. Og så er det jo let: Med klap for det ene øje ser man ikke så godt. Til gengæld kan man så råbe desto højere.

Er det ikke et lige så stort problem, at sociale medier fjerner lovlige indlæg?
Jo, det er det nok. I næste blogindlæg vil jeg overveje, om sociale medier bør have en forpligtelse til ikke at fjerne lovlige indlæg.

Af Sten Schaumburg-Müller, professor, dr.jur.