Er overvågning af kontanthjælpsmodtagere i strid med grundlæggende demokratiske principper?

Ligesom i mange andre lande foretager man i Danmark en omfattende kontrol af kontanthjælpsmodtagere, for at sikre sig at de ikke snyder og får udbetalt mere, end de er berettigede til. Denne kontrol foretages i stort omfang af computerprogrammer, der henter oplysninger om kontanthjælpsmodtagerne fra et væld af offentlige registre, og programmerne har fået foruddefineret nogle parametre, som udløser et ”signalflag”. Det kan f.eks. være en ændret adresse, der udløser et flag. De flagede sager bliver efterfølgende efterset af et menneske, der vurderer, om der reelt er tale om svindel.

Dette system medførte sidste år, at 115.000 kontanthjælpsmodtagere (ud af i alt 170.000) blev vurderet pga. mistanke om svindel. Heraf var det omkring 450, der blev til egentlige sager. Det er dog værd at bemærke, at de 450 sager er alle de sager, hvor støtten skulle ændres, og dermed også omfatter folk, der skulle have støtten sat op.

Hollandsk domstol har stoppet lignende kontrolsystem
I Holland har man et lignende system ved navn SyRI (Systeem Risico Indicatie). Og netop SyRI blev for nyligt stoppet af en hollandsk domstol, der vurderede, at systemet var i strid med menneskerettighederne.

Den omfattende samkøring af oplysninger kan bedst kategoriseres som overvågning. Der er tale om så mange oplysninger, at der kan dannes en meget præcis profil af den enkelte kontanthjælpsmodtager, som dermed ikke har meget privatliv tilbage. Der er altså tale om et indgreb i privatlivets fred, som muligvis er i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 (retten til privat- og familieliv). Et indgreb kan retfærdiggøres, hvis målet er anerkendelsesværdigt, og midlet i øvrigt svarer til målet. Problemet i Holland var ikke, at man ville kontrollere, om kontanthjælpsmodtagerne snød. Selvfølgelig har en stat lov til at kontrollere, om der er nogen, der prøver at snyde. Målet er altså anerkendelsesværdigt.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er proportionalt at gøre det på den måde, det blev gjort. Her spiller det ind, at der faktisk ikke er særlig mange, der snyder, set i forhold til hvor mange der får kontanthjælp. Samtidig er der som oftest tale om ressourcesvage borgere, som måske har ekstra svært ved at forstå de ofte meget kringlede kontanthjælpsregler og derfor ikke nødvendigvis snyder med vilje. Man mistænkeliggør altså en stor gruppe samfundsborgere, fordi nogle enkelte ikke er helt fine i kanten. Det er et meget voldsomt midde,l i forhold til hvor lille problemet reelt er. Samtidig findes der ikke opgørelser over, hvor meget SyRI reelt koster at drive, sammenholdt med den indtjening systemet genererer i form af tilbagebetalte ydelser. Den faktiske økonomiske gevinst er altså umulig at påvise.

Derudover spillede det ind i den hollandske sag, at hele lovgivningen vedrørende SyRI er uigennemsigtig. Det er f.eks. ikke klart defineret i lovgivningen, hvilke parametre der udløser et flag, og det er umuligt at få indsigt i den algoritme, der laver vurderingen. Den manglende gennemsigtighed forklares med, at det ikke skal være muligt for kontanthjælpsmodtagerne at omgå kontrollen, hvilket de muligvis kunne gøre, hvis parametrene var klart defineret. Dette er imidlertid, som det også er påpeget af FN’s særlige udsending for ekstrem fattigdom og menneskerettigheder, Philip Alston, i strid med det bærende princip i retsstaten om, at lovgivning skal være tilgængelig for borgeren, så borgeren kan indrette sig efter den.

Er der tale om diskrimination?
Ovennævnte overvejelser gør sig efter min bedste vurdering også gældende i Danmark. Her hedder programmet ikke SyRI, men Udbetaling Danmark. Også her sættes der – på bekostning af en hel samfundsgruppes privatliv – enorme ressourcer ind på at fange ganske få svindlere. Lovgivningen er lige så uigennemsigtig i vores land, som den er i Holland. Man kan altså nok antage, at det danske program har lige så store problemer som det hollandske.

Endelig er det værd at overveje, om der er en diskriminerende effekt i den omfattende overvågning af kontanthjælpsmodtagere. Som eksempel kan nævnes, at et projekt i Holland, der brugte vejkameraer til at identificere personer, der brugte arbejdsbiler ulovligt i fritiden, blev stoppet, fordi det var umuligt at gennemføre projektet, uden at det gik ud over de respektive chaufførers privatliv. Accepterer vi kun sådanne programmer, når de er rettet mod de svageste i samfundet? Og står den omfattende invasion af privatlivet faktisk også mål med gevinsten? Det mente den hollandske domstol i hvert fald ikke, at det gjorde, og jeg har personligt svært ved at se, at den måde, som det foregår på i Danmark i dag, helt kan retfærdiggøres.

Af Ayo Næsborg-Andersen, lektor

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑

Create your website at WordPress.com
Kom igang