Dukkemoralisme

Et flertal af folketingets partier ønsker at forbyde såkaldte børnesexdukker. Der er ganske vist ingen forskning, der viser, om dukkerne øger eller mindsker antallet af overfald på børn. Forbuddet er – skal vi forstå – begrundet i en ren moralsk afstandtagen, men hvad er det præcist, som politikerne ønsker at tage afstand fra? Umiddelbart er det ikke umoralsk at have sex med dukker.

Et straffeforbuds legitimitet afhænger af, at man kan give forbuddet en egentlig begrundelse, så potentielle forbrydere kan forstå, hvorfor de vil blive straffet, hvis de overtræder forbuddet. I tilfældet med børnesexdukker er det imidlertid svært at se, at grundlaget er andet og mere end politikernes umiddelbare afsky ved tanken om pædofili.

Giver vi med et forbud mod sexdukker børnene beskyttelse… eller det modsatte?
Spørgsmålet om kriminalisering af børnesexdukker blev senest diskuteret i 2017, men en høring lavet af justitsministeriet viste, at der ikke var noget fagligt belæg for et forbud. Der kunne derfor ikke samles et politisk flertal. I dag har særligt Red Barnet-organisationen skiftet holdning, hvilket har været medvirkende til, at SF og Enhedslisten har ændret holdning og nu vil stemme for et forbud. Det er imidlertid noget svært at se, hvad der begrunder holdningsskiftet hos Red Barnet. Chefpsykolog hos Red Barnet Kuno Sørensen siger, at ’det er udviklingen af sexdukkerne’, der har gjort forskellen. De er mere livagtige nu. Samtidig efterlyser Sørensen mere forskning på området, da man stadig ikke kan sige noget sikkert om dukkernes virkning, og han er åben for, at Red Barnet senere vil ændre holdning til dukkerne.

Flere politikere har i lyset af den manglende viden talt om, at kriminalisering er udtryk for et forsigtighedsprincip eller for at tage børnenes side, men denne argumentation synes noget komisk, idet vi netop ikke ved, hvordan vi bedst tager børnenes side. Det er jo muligt, at virkeligheden er så mudret, at børnesexdukker for nogle bliver redningen, der forhindrer dem i at realisere deres pædofile lyster. Den japanske producent Shin Tagaki beretter om, hvordan han modtager talrige taksigelser af den slags fra tilfredse kunder. Mens dukkerne omvendt for andre kan blive trinbrættet, der skubber den pædofile fra fantasi til virkelighed. Om der er flest i den første eller anden kategori ved vi imidlertid ikke.

Retlig beskyttelse af dukker?
I udgangspunktet er det svært at se, hvorfor staten skal blande sig i, hvilke dukker voksne mænd og kvinder skulle have lyst til at købe, og hvad de efterfølgende laver med de dukker. Det er dog klart, at hvis der kan påvises en forbindelse mellem overfald på børn og børnesexdukker, så kan der være grundlag for en kriminalisering af dukkerne – men lige nu synes grundlaget enten at være, at dukker skal ydes samme retsbeskyttelse som børn og dyr, eller at vi finder pædofile afskyvækkende. Det første giver ingen mening – dukker har ikke brug for retlig beskyttelse – og det andet kan nok give grundlag for at straffe sex med børn, men ikke at straffe sex med dukker.  

Af Bjarke Viskum, ekstern lektor i retsfilosofi, Juridisk Institut, SDU

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑