Meritokrati

I Danmark hylder vi meritokrati, vil jeg mene – i hvert fald i vid udstrækning: Professionelle poster, ikke mindst inden for det offentlige, bør besættes af de dygtigste og ikke af dem, der bare kender chefen, indynder sig hos ham (det er oftest en mand) eller betaler sig til det.

Men dette giver anledning til forskellige typer af overvejelser: Er meritokrati overhovedet en god ide? Fungerer det i Danmark p.t.? Og er der problemer forbundet med at identificere de dygtigste?

Er det en god ide?
For det første er der spørgsmålet, om hvorvidt meritokrati overhovedet er så godt. Det betvivler bl.a. Christoph Ellersgaard (”Måske er det tid at aflive meritokrati som mål for vores samfund”, Politiken, den 19. september 2020) og Michael Sandel (”The Tyranny of Merit”, 2020).

Jeg er uenig. Meritokrati er godt – i en vis udstrækning. Det er ligesom med demokrati; der er problemer, men demokrati er den bedste styreform, ligesom meritokrati er den bedste måde at udvikle et samfund på. Lad de dygtige komme til, og lad os ikke forbeholde positioner for fx mænd (som traditionen har været i mange århundreder), for dem, der blot har arvet privilegier, og da slet ikke for dem, der blot kan betale sig til det. Jeg taler ikke for en styreform, hvor eksperter regerer, men for en styreform og et samfund, hvor eksperterne er de dygtige, de regerende er de valgte, og ingen af dem har hverken arvet eller betalt sig til positionen, men fortjent den.

Fungerer det i Danmark p.t.?
For det andet er der det vigtige spørgsmål, om meritokratiet fungerer i Danmark p.t. Det gør det nok ikke. Ellersgaard har selv været med til at påpege, at det statistisk set er næsten 100 gange lettere at tilhøre magteliten, hvis ens forældre også tilhører den. Det lyder mere som et privilegium end som et meritokrati. Og uligheden er stigende, også i Danmark, hvilket fx Piketty har påpeget. Ikke at en ulighed i sig selv er ødelæggende for hverken demokrati eller meritokrati, men såvel store som nedarvede uligheder er potentielt ødelæggende for begge. Her er der behov for forbedringer, og de kan ikke opnås, hvis vi naivt tror, at vi har et velfungerende meritokratisk system.

Er der problemer ift. at identificere de dygtigste?
For det tredje er meritokrati naturligvis ikke uden problemer. Der er, ligesom ved demokrati, et begrænsningsproblem. Videnskabelighed skal ikke afgøres ved demokrati (eller nogen form for politik), ligesom de dygtigste videnskabsfolk ikke skal regere. Desuden er der ikke nogen total objektiv målestok for merit. I skolesystemet prøver vi med karakterer, men alle ved, at det ikke nødvendigvis og altid fanger de dygtigste. Endelig er der det intrikate spørgsmål om arv. Det er uden tvivl lettere for et magtelitebarn selv at komme i eliten, lettere for et politikerbarn selv at begå sig i politik, lettere for et kunstnerbarn at begå sig kunstnerverdenen osv. Her er det klart utilstrækkeligt at stille sig til tåls med, at de arveberettigede er de bedste.

Ideen om meritokrati må indebære, at det ikke kun er en udvalgt skare, der på forhånd er udvalgt til at kunne blive de bedste. Hvordan man sikrer sig herimod, er ikke let. Men det sker ikke ved helt at forkaste ideen om meritokrati.

Af Sten Schaumburg-Müller, professor


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑