Zoneforbud og straf

I Mette Frederiksens åbningstale den 6. oktober 2020 udtalte hun bl.a. følgende: ”Der hvor kriminaliteten får fat, skal politiet slå ned. Nu foreslår regeringen, at det sker med mere konsekvens. Som det er i dag, kan politiet forbyde enkeltpersoner at komme i særlige områder – f.eks. et bandemedlem. Det er fint, men resten af gruppen er der jo stadigvæk. Fremover skal politiet derfor også kunne indføre et opholdsforbud for alle personer på bestemte steder i en begrænset periode. Det kan være på en parkeringsplads i boligområdet eller ved en S-togstation, hvor de her drenge og unge mænd samles og skaber utryghed. Her siger vi: ’I må ikke stå her. Ingen skal være bange for at gå på gaden i Danmark – I får ikke lov at tage vores frihed’. Hvis opholdsforbuddet ikke overholdes, skal straffen være tydelig, konsekvent og mærkbar. Første gang en bøde på 10.000 kroner. Og har man gæld til det offentlige – det kan være ubetalte regninger for tidligere kriminalitet – bliver der kontant afregning. Så skal politiet kunne tage dyre jakker, ure, mobiltelefoner med det samme. Anden gang taler vi 30 dages fængsel. Vi giver politiet flere muskler. Samtidig sender vi uromagerne og deres forældre en besked, som ikke kan misforstås.”            

Mens åbningstalen udtrykker et forståeligt retspolitisk ønske om at skabe mere tryghed i samfundet, rejser det samtidig nogle retspolitiske problemstillinger, som vi her vil undersøge. Med understregningen af, at politiet skal gives flere muskler til at løse problemet med utryghedsskabende grupper i det offentlige rum, er vi ganske sikre på, at Mette Frederiksen de facto mener, at der skal indføres et tryghedsskabende zoneforbud, som politiet har hjemmel til at ikende på stedet. Et opholdsforbud er derimod reguleret i straffelovens § 79a, og det kan ikke ikendes af politiet, men skal idømmes af domstolene. 

Det nuværende zoneforbud                  
Når det gælder ikendelse af zoneforbud, har politiet allerede temmelig store muskler. Ifølge ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 1 kan politiet ”påbyde enhver at undlade at stå stille på et bestemt sted eller at færdes frem og tilbage på kortere strækninger, når den pågældendes ophold eller færden medfører ulempe for de omkringboende eller forbipasserende, eller når der er begrundet formodning om, at den pågældende på dette sted udøver en strafbar adfærd.” Af ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 5 fremgår det videre, at ”har en person udvist en særligt utryghedsskabende adfærd eller ved sin adfærd bidraget til at skabe særlig utryghed, kan politiet meddele den pågældende forbud imod at færdes frem og tilbage eller tage ophold inden for en radius af 500 meter fra det sted, hvor adfærden har fundet sted. Hvis geografiske eller andre hensyn tilsiger det, kan der fastsættes en radius af indtil 1.000 meter.”

Hvis en borger overtræder et zoneforbud, følger det af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 2, at ”manglende efterkommelse af forbud udstedt i medfør af § 6, stk. 3 og 5 straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder, under særligt formildende omstændigheder dog med bøde.”  

Fængselsstraffen og den deraf følgende frihedsberøvelse er den mest indgribende straf, som det danske samfund kan tage i anvendelse. Fængsel i 1 år og 6 måneder for overtrædelse af et zoneforbud er en anseelig straflængde, der har store menneskelige konsekvenser for den person, der overtræder et zoneforbud. Mette Frederiksen overvejer endvidere, at en hel gruppe kan straffes med en betydelig bøde på 10.000 kr. og ved gentagelse med fængselsstraf i 30 dage.

Kan et zoneforbud gælde for en hel gruppe?
Det nuværende zoneforbud gælder kun enkeltpersoner, og Mette Frederiksen foreslår et zoneforbud, der dækker grupper. Såfremt et zoneforbud indbefatter en gruppe personer, er der imidlertid risiko for, at der er enkeltpersoner, der straffes, uden at de på nogen måde har haft til hensigt at skabe problemer. De har måske bare hængt ud og talt med de andre i gruppen. Samtidig får politiet et stort skøn med risiko for manglende klarhed og forudsigelighed for borgeren. Hvordan kan politiet vurdere, om en person vil gentage en utryghedsskabende adfærd, og hvad er denne vurdering baseret på? Spørgsmålet er endvidere, om politiet ikke allerede har muskler nok i den nugældende ordensbekendtgørelse til at kunne reagere på borgere, der udviser utryghedsskabende adfærd?         

Afslutningsvist ønsker vi at understrege, at det er anerkendelsesværdigt, at politikerne kærer sig om borgernes tryghed, men de retssikkerhedsmæssige udfordringer ved at begrænse borgernes mulighed for at opholde sig og bevæge sig frit i samfundet bør overvejes nærmere.


Af professor Linda Kjær Minke og lektor Morten Kjær

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑