Sympatiske straffe

Et af tidens varmeste modeord er empati. Alle taler om det, og de fleste er enige om, at vi skal have mere af det – ikke mindst blandt jurister. Vi skal have empatiske dommere, advokater, sagsbehandlere og retspolitikere. Men er empati en juridisk dyd? Skal sagsbehandleren græde med, når et afslag får tårerne frem hos borgeren? Eller skal dommeren som i Lars von Triers Forbrydelsens element følge i forbryderens spor for at kunne forstå den kriminelles handlinger? Næppe. Det handler snarere om mental bevægelighed og evnen til at kunne sætte sig i den andens sted. Denne evne er en forudsætning for et retfærdigt retssystem.

Hvad forstår vi ved ordet empati?        
Begrebet empati kommer fra det græske ’empatheia’ og betyder sindsbevægelse eller lidenskab, men den moderne betydning af ordet stammer egentlig fra den engelske oversættelse (’empathy’) af det tyske begreb ’Einfühlung’, der i begyndelsen af det 20. århundrede spiller en stor rolle i tysk æstetik. ’Einfühlung’ betegner ifølge den tyske filosof Theodor Lipps (1851-1914) det forhold, at vi i æstetiske oplevelser kan ’føle os ind’ i kunstneriske objekter og direkte mærke deres æstetiske kvaliteter. Han udvider analysen til også at angå interpersonelle relationer og vores ’indfølelse’ i andres bevidsthed, og denne indre oplevelse af, hvad andre mennesker oplever og mærker er vel i dag begrebets kernebetydning.

Den moderne diskussion om empati som en moralsk relevant kategori står dog også i gæld til den skotske oplysningstid, hvor tænkere som David Hume (1711-1776) og Adam Smith (1723-1790) taler om ’fellow feeling’, og det de kalder for sympati som grundlæggende for vores evne til at kere os om andre menneskers ve og vel. I moderne terminologi skelner man ofte mellem sympati som en mental og mere distanceret forståelse af andre end den empatiske indlevelse, mens medfølelsen tager det skridtet videre og betegner ønsket om at lindre den andens lidelse. I retten er der først og fremmest brug for en intellektuel forståelse af, hvad andre mennesker går igennem, uden at vi nødvendigvis skal være dybt berørte af parternes situation. At udvise sympati har imidlertid også klare moralske og retlige konsekvenser. Ét eksempel er statens uddeling af straf.    

Øjeblikkets fristelser vs. kroniske fristelser               
I dansk ret kan såkaldt gode personlige forhold være en strafformildende grund. Der er sikkert gode fremadrettede grunde for denne ordning, men det ville være et udslag af velbegrundet sympati, hvis staten også lod social udsathed være en grund for mildere straf. Konkret kunne det ekspliciteres i straffelovens § 80, stk. 2.  Det handler vel og mærke ikke om, at socialt udsatte er mindre ansvarlige eller skyldige end ikkeudsatte borgere. Det handler heller ikke om, at staten ikke er i en moralsk position til at straffe de udsatte, da den er medansvarlig for deres livsbetingelser. Det handler om at vise sympati deres livsvilkår i straffens udmåling.

Socialt udsatte er en mangfoldig gruppe, der begår en tilsvarende mangfoldighed af kriminelle handlinger, men de har det til fælles, at de befinder sig i mere eller mindre kronisk vedvarende tilstand, hvor grundene til at begå kriminalitet er mange og stærke, mens grundene til at afstå ofte er færre og svage. I modsætning – kunne man sige – til personen med de gode forhold har den socialt udsatte færre gode grunde til lovlydighed.

Vi bliver alle udsat for fristelser til at begå lovbrud. Det kan f.eks. være fristende at gøre vejen til arbejdet lidt længere, når man skal indberette kørselsfradrag. Der er dog typisk tale om øjeblikkets fristelser, hvor vi med rette forventer af hinanden, at vi udviser selvbeherskelse. Her spænder vi musklerne og modstår fristelserne. Er fristelserne derimod konstante og kroniske, må musklerne før eller siden slappes og give efter. Dette er almenmenneskeligt. Og netop derfor er der gode grunde til at straffe socialt udsatte mildere.

Følelser i og for retten arbejder således ikke altid for mere og hårdere straf, men kan tværtimod indgå i et ganske fornuftigt argument for mindre straf.  


Af Bjarke Viskum, ekstern lektor på SDU og Københavns Universitet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑