Ytringsfrihed, dukker og varetægtsfængsling

Ifølge dagspressen blev tre mænd varetægtsfængslet først i tre uger og herefter i yderligere to uger, i forbindelse med en sag hvor de er tiltalt for at have ophængt en dukke, der forestiller statsministeren, med teksten: ”Hun må og skal aflives” (forlængelsen af kendelsen blev afsagt i Frederiksberg Byret den 19. februar 2021).

Jeg har kun oplysningerne fra dagspressen, og der er derfor et forbehold for, at jeg eller andre kan have misforstået noget. Under alle omstændigheder rejser sagen mere principielle spørgsmål om ytringsfriheden og dens grænser.

Hvilke love og betingelser er i spil?       
Tiltalen er formentlig efter straffelovens § 119, stk. 1, om den, som truer med at øve vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste, eller efter § 136, stk. 1, om den, som offentligt tilskynder til forbrydelse.

Efter Grundlovens § 77 har enhver person ytringsfrihed, dog under ansvar for domstolene. Eftersom det netop er en domstol, der tager stilling i sagen, er der umiddelbart ikke problemer i forhold til § 77.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) gælder både som Danmarks internationale forpligtelse og som enhver anden lov i Danmark. Efter konventionens art. 10 er der ytrings- og informationsfrihed, der dog kan indskrænkes, hvis nedenstående tre betingelser er opfyldt.

Inden da skal man dog lige tage stilling til, om der er tale om en ytring. Det er ikke så svært i dette tilfælde; Der er åbenlyst tale om en ytring – og dette ville også gælde, selvom ophængningen af en (nogenlunde vellignende) dukke ikke var blevet fulgt op med ord. Det næste spørgsmål er, om varetægtsfængslingen er en sanktion i anledning af ytringen. Heller ikke dette er svært at afgøre, for sådan som sagen er fremstillet, er der netop tale om en varetægtsfængsling på grund af den foretagne ytring.

Herefter skal følgende tre betingelser være opfyldt, for at sanktionen er lovlig: Sanktionen skal have grundlag i en lov. Det ser fint ud. Straf kan idømmes efter straffelovens §§ 119 og 136, og varetægtsfængsling kan besluttes af en domstol efter retsplejelovens § 762. Sanktionen skal dernæst forfølge et lovligt formål, som kan være ”af hensyn til den nationale sikkerhed, … offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, … for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder …”. Denne betingelse er også opfyldt.

Den tredje betingelse er vanskeligere. Det hedder i art. 10, stk. 2, at sanktionen skal være ”nødvendig i et demokratisk samfund”. Hvad det nærmere skal sige, står der ikke noget om i bestemmelsen, men med ordene synes der at være lagt op til, at det vil være acceptabelt at straffe for tilskyndelse til alvorlige forbrydelser – det kan være nødvendigt også i et demokratisk samfund – mens det omvendt ikke kan være nødvendigt at forbyde kritik af regeringen. Et samfund, der forbyder kritik af magthaverne, er netop ikke demokratisk.

Opfordring til forbrydelse eller politisk ytring?         
Problemet er så, at ytringen – ophængningen af en dukke, der forestiller statsministeren og ordene ”Hun må og skal aflives” – umiddelbart både kan opfattes som en opfordring til forbrydelse og en politisk ytring. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har taget stilling til sådanne vanskelige spørgsmål masser af gange, og de lægger betydelig vægt på sammenhængen (se fx de mange domme fra den 8. juli 1999 mod Tyrkiet). Havde der fx været tale om en demonstrations voldelige angreb på Christiansborg – i lighed med angrebet på USA’s kongres – ville råb som ”Hun må og skal aflives” meget nærliggende kunne opfattes som opfordringer og tilskyndelser. Det var der ikke tale om i denne sag. Hvis ordene råbes el.lign. ved en helt fredelig demonstration, taler det i retning af en politisk ytring, også selvom den politiske situation i forvejen er mere voldelig end fx for 25 år siden. Der var, som jeg forstår det, tale om en demonstration, der ikke forløb helt fredeligt eller lovligt. Dommeren i sagen står over for en vanskelig afvejning.

Et yderligere moment, der skal tages i betragtning, er indgrebets hårdhed, altså proportionalitet. EMD har mange gange fundet, at en sanktion nok kunne være passende, men at den anvendte sanktion var ude af proportioner.

Afgørelse ude af proportioner              
Efter min vurdering er netop anvendelse af varetægtsfængsling en hård sanktion, der ikke står mål med den eventuelle straffelovsovertrædelse. Der synes i sagen ikke at være tale om, at de tiltalte kan forstyrre efterforskningen el.lign. Fængslingen er sket med henvisning til retshåndhævelsen, retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, en bestemmelse, der anvendes, for at personer, der er tiltalt for mord og voldtægt, ikke skal kunne gå frit rundt, indtil straffesagen kommer til afgørelse. Men i denne sag taler retshåndhævelsen så at sige begge veje: Opfordringer til vold kan straffes, samtidig med at politiske ytringer skal beskyttes. En stat, der ikke beskytter sine borgeres ytringsfrihed, overtræder EMRK art. 10, og for Danmarks vedkommende vil en domstol handle i strid hermed, hvis der ikke gives fornøden beskyttelse af ytrings- og informationsfriheden.

Efter min vurdering er en varetægtsfængsling derfor retlig forkert. Der er ikke tilstrækkeligt lovgrundlag til at fængsle, når hensynet til den politiske ytringsfrihed tages med i ligningen. Og det skal den efter dansk lov.


Af professor, dr. jur, Sten Schaumburg-Müller

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑