Prøveløsladelse og udlændingepolitik

Kort fortalt indbefatter lovforslaget ”Lov om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og udlændingeloven (Afsoningsvilkår for udvisningsdømte kriminelle)”, at såfremt udvisningsdømte ikke samtykker til at blive overført til afsoning i deres hjemland, mister de muligheden for at blive prøveløsladt.

De nugældende regler for prøveløsladelse af udvisningsdømte fremgår af straffelovens § 38, stk. 2, hvor det fremgår, at løsladelse på prøve kan ske tidligere, når særlige omstændigheder taler for det, og når den dømte har udstået halvdelen af straffetiden. Af løsladelsesvejledningen pkt. 20 og 21 fremgår det, at udenlandske indsatte, der skal udvises, løslades på prøve, når halvdelen (dog mindst to måneder) af straffen, er udstået. Praksis er derfor, at udvisningsdømte prøveløslades, når halvdelen af straffetiden er udstået.

Lovforslaget vil imidlertid ændre straffelovens § 38 ved at indsætte stk. 8 med ordlyden: ”Prøveløsladelse af en indsat, der er udvist af landet ved dom, kan ikke ske, hvis den pågældende ikke giver sit samtykke til fortsat afsoning i hjemlandet og betingelserne for at anmode om overførsel i henhold til lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller i regler udstedt i medfør heraf er opfyldt.”

Valg mellem hjemsendelse eller afsoning på fuld tid                    
Af lovforslaget fremgår det, at ”regeringen er meget optaget af, at vores pressede fængsler ikke fyldes op af udvisningsdømte udlændinge” (side 6). Med ordlyden ”pressede fængsler” henviser regeringen til kapacitetspres og overbelægning. Dette kan ikke overraske set i lyset af de seneste årtiers politisk vedtagne strafskærpelser knyttet sammen med skærpelser af muligheden for prøveløsladelse. I 2010 fik 24 procent eksempelvis afslag på prøveløsladelse, imens andelen i 2019 var steget til 38 procent. Længere fængselsstraffe og færre prøveløsladelser skubber naturligvis fængslets belægning op.

Af lovforslaget fremgår det, at hovedparten af de adspurgte udvisningsdømte ikke ønsker at blive overført. Begrundelserne for ikke at samtykke er ”hjemlandets fængselsforhold over for forholdene i Danmark, tidlig prøveløsladelse i Danmark, tilknytning til Danmark i forhold til hjemlandet og forholdene i hjemlandet i øvrigt” (side 6). Af lovforslaget fremgår det endvidere, at ”da virkningen af tiltagene afhænger af de udvisningsdømtes adfærd, er den præcise effekt dog meget usikker” (side 22).

Det er derfor uklart, hvordan udvisningsdømte vil forholde sig til valget mellem muligheden for hjemsendelse eller afsoning på fuld tid. Nogen vil acceptere hjemsendelse med udsigten til at skulle afsone den fulde tid, andre vil nægte, fordi de ser frem til betydeligt forringede afsoningsvilkår i deres hjemland, og andre igen vil nægte, fordi de har stiftet familie i Danmark. I de tilfælde kan fængslets besøgsordning sikre deres fortsatte tilknytning til familie og venner. Der er med andre ord risiko for, at ”nægterne” vil give et yderligere kapacitetspres.

For at imødegå et eventuelt yderligere kapacitetspres foreslås det at give andre grupper af indsatte mulighed for tidligere prøveløsladelse. Denne mulighed forudsættes alene at finde anvendelse, ”når kriminalforsorgens kapacitet er overbelastet i forhold til den politisk fastsatte målsætning, som aktuelt er 96 pct. for åbne og lukkede fængsler. I det omfang, der på anden vis kan skabes øget kapacitet i kriminalforsorgen, vil bestemmelsen miste sit anvendelsesområde.” (side 22). Lovforslaget indbefatter således, at straffuldbyrdelseslovens § 79 får tilføjet som stk. 3: ”Justitsministeren fastsætter regler om adgang til fremrykning af tidspunktet for prøveløsladelse i medfør af straffelovens § 38, stk. 1, under hensyn til kapaciteten i kriminalforsorgens institutioner vedrørende udvisningsdømte afsonere. Det er en forudsætning, at den dømte har udstået halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 måneder, og at hensynet til retshåndhævelsen ikke skønnes at tale imod.”

Lovforslaget rejser adskillige problemstillinger       
Efter min vurdering rejser lovforslaget flere problemstillinger. For det første bliver indsattes retsstilling uklar, i forhold til hvornår de reelt kan se frem til muligheden for at blive løsladt. Denne mulighed afhænger nu ikke kun af den indsattes adfærd, men også af udvisningsdømtes beslutning om at afsone den fulde tid i et dansk fængsel eller blive overført til hjemlandet samt af, hvordan dette valg påvirker belægningsprocenten i kriminalforsorgens institutioner.

For det andet kan en begrundelse for prøveløsladelse af kapacitetsmæssige hensyn betyde, at fængselsstraffens gyldighed ud fra de straffefilosofiske formål udvandes. Der dømmes både ud fra retfærdighed – en gerningsperson bør straffes – og ud fra samfundsnytte med overvejelser om, hvorvidt en gerningsperson bør have ubetinget fængselsstraf, eller om det er mere nyttigt med fx samfundstjeneste. Det samme kan siges om prøveløsladelse, hvor der i dag både tages hensyn til kriminalitetens grovhed og den fængsledes personlige forhold. Nu kommer et tredje hensyn ind: hensynet til belægningsprocenten i fængslerne. Ved overbelægning skal der gives flere prøveløsladelser og ved underbelægning færre. Det er strafferetligt helt uacceptabelt og bør genovervejes.

Regeringen ønsker at ”styrke hjemrejseindsats(en)” (Regeringens lovprogram side 25), men hvorfor en succes hermed skal medføre færre prøveløsladelser – og omvendt – forekommer i et retspolitisk perspektiv noget bizart.   


Af professor mso Linda Kjær Minke

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑