Masseovervågning i terrorismebekæmpelsens hellige navn?

Problem: Vi vil gerne forhindre terrorisme. Terrorangreb er stærkt destruktive, både i forhold til dem, angrebet konkret rammer, og samfundet som helhed. Terrorisme adskiller sig fra vold og hærværk ved at have til formål at destabilisere et samfund, og derfor er det særdeles vigtigt at forhindre, at det sker.

Problem: Vi vil gerne undgå masseovervågning. Masseovervågning griber ind i privatlivet. Når folk lever under ”truslen om overvågning”, som Menneskerettighedsdomstolen kalder det, begrænser det deres mulighed for udvikling. Hvis man f.eks. ved, at der bliver holdt særligt øje med muslimer, lader man måske som muslim være med at blande sig i den demokratiske debat, for ikke at give efterretningstjenesterne anledning til at undersøge en nærmere. Det gør den demokratiske debat fattigere, men gør det også sværere for den enkelte borger at udvikle sig til det, man i gamle dage kaldte en dannet medborger. Den dannede medborger er, som Grundtvig påpegede i 1834, forudsætningen for et velfungerende demokrati. Udover at være et problem for den demokratiske debat og dannelsen af den demokratiske medborger kan masseovervågningen i det hele taget gøre befolkningen mere utryg, fordi man føler, at der konstant er nogen, der holder øje med en, eller fordi man ikke ved, hvornår man bliver overvåget. Hvem tør sige noget kritisk imod magthaverne, når man ved at konsekvensen kan være adskillige år i en ”genopdragelseslejr”, som tilfældet er i Kina? Masseovervågning er, som vi kan se i forskellige diktaturer rundt omkring i verden, særdeles velegnet til at kontrollere en befolkning, især ved at undertrykke demokratisk debat. Derfor hører det ikke hjemme i en demokratisk retsstat.

Dilemma: Efterretningstjenesterne siger, ifølge politikerne, at den bedste (eneste?) måde, man kan forhindre terrorangreb i nutidens samfund, er ved at foretage masseovervågning. Meget groft karikeret vil det sige, at den eneste måde, man kan sikre et trygt samfund, hvor der ikke sker terrorangreb, er ved potentielt at gøre samfundet mere utrygt ved at indføre masseovervågning.

Vi har her at gøre med to vigtige problemer, som ikke begge kan løses fuldt ud på samme tid. Man kan ikke både sætte alle tænkelige kræfter ind på at forhindre terrorangreb ved at give frit løb for masseovervågning og så samtidig bevare en fuldt demokratisk retsstat.

Internationale domstole kritiserer masseovervågning      
I Danmark rejses debatten om masseovervågning med jævne mellemrum. F.eks. foretages der fortsat massiv logning af teleoplysninger, selv om adskillige domme fra EU-domstolen efterhånden har slået godt og grundigt fast, at der ikke må foretages udifferentieret masseovervågning (f.eks. i efteråret 2020). Masseovervågning kan, siger domstolen, kun ske i begrænsede perioder, i begrænsede områder og for at opfylde helt specifikke, afgrænsede formål. Man skal med andre ord have en konkret mistanke, før man må iværksætte overvågningen. Man må ikke bare indsamle oplysninger på en hel befolkning. Det er at gå for vidt i en demokratisk retsstat, hvor langt størstedelen af borgerne ingen hensigt har om at begå terrorisme.

I sidste uge landede så også to storkammerafgørelser (to forskellige links, red.) om masseovervågning fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Selv om Menneskerettighedsdomstolen ikke er helt så kontant i sin afvisning af masseovervågning som EU-domstolen, så er heller ikke Menneskerettighedsdomstolen begejstret for fænomenet, og den underkendte både den svenske og den engelske lovgivning på området. Skal der overhovedet indsamles oplysninger i så stort et omfang, så skal der være meget skarpe regler for, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre. Der skal også være regler for, hvor længe oplysningerne må opbevares, og især regler for, hvordan overvågningen i sig selv bliver overvåget. Der skal være et uafhængigt tilsyn, som har mulighed for at gribe ind, hvis overvågningen går for vidt, og tilsynet skal reelt have magten til at gøre det. Derudover skal det begrænses, hvilke oplysninger en konkret efterforskning skal kunne tilgå, og denne begrænsning skal sættes af en uafhængig enhed.

Selv et godt mål helliger ikke alle midler    
I lyset af disse mange afgørelser er det tankevækkende, at regeringen med sin lovskitse lægger op til, at den nuværende telelogningsordning – som svarer til den, der adskillige gange er blevet underkendt af EU-domstolen – skal videreføres og i nogle tilfælde endda udbredes. Regeringen vurderer altså, i modsætning til både EU-domstolen og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at hensynet til bekæmpelse af terrorisme vejer væsentligt tungere end hensynet til at undgå masseovervågning.

Det er på sin vis meget menneskeligt, at regeringen (og skiftende regeringer før den) ikke har lyst til at begrænse efterforskningstjenesternes mulighed for at forhindre terrorisme. Men bare fordi man nu kan indsamle og analysere al data, er det ikke ensbetydende med, at man skal. Tværtimod burde de folkevalgte politikere være modige nok til at acceptere, at nogle midler er så voldsomme, at de ikke kan retfærdiggøres trods målet. Masseovervågning i et sådant omfang, at EU-domstolen hele fire gange har underkendt den, må siges at være et sådant middel. Grundloven indførte i sin tid, at politiet ikke må ransage et hjem uden enten en dommerkendelse eller en lov i ryggen. Havde det været nemmere for politiet at opklare forbrydelser, hvis det ikke var underlagt disse begrænsninger? Det havde det måske. Men de begrænsninger har man accepteret, fordi det var vigtigere, at borgerne kunne føle sig trygge i deres eget hjem, og for at undgå at politiet ikke fik absolut magt til at gøre, som det selv ville.

På vej mod mere social kontrol?                     
Spørgsmålet man bliver nødt til at stille sig selv er, om det ensidige fokus på terrorismebekæmpelse i virkeligheden dækker over et ønske om generelt større muligheder for at overvåge og kontrollere befolkningen? Den nuværende justitsminister argumenterer i hvert fald for, at mere overvågning giver mere frihed – stik imod videnskaben og alle juridisk etablerede normer – og der har allerede været fremsat forslag om, at man skulle bruge elaflæsninger til at kontrollere, at kontanthjælpsmodtagere ikke så Netflix om natten. Når oplysninger én gang er blevet indsamlet til et bestemt formål (f.eks. afregning af el), kan de nemlig også bruges til mange andre formål (i det her tilfælde social kontrol).

Hvis man kan vænne befolkningen til, at det er legitimt at foretage masseovervågning i terrorismebekæmpelsens hellige navn, vil det alt andet lige være nemmere at få befolkningen til at acceptere det næste skridt, som kunne være at bruge de indsamlede oplysninger til social kontrol. Hvis det er det, som regeringen vil, burde den tone rent flag, i stedet for at gemme sig bag terrorismebekæmpelsens hellige navn. Hvis det ikke er det, den vil, er det på tide, at den stiller sig på retsstatens side og accepterer, at der er nødt til at være begrænsninger på, hvilke oplysninger der kan indsamles. Ellers risikerer man at højne trygheden (i form af mindre terrorisme) ved at gøre folk utrygge (pga. overvågning), og dermed har man faktisk opnået lige præcis det, som terroristerne sigter efter – nemlig at undergrave den demokratiske retsstat.

Af lektor Ayo Næsborg-Andersen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑