Folketinget som en signaltjeneste

– Hvor blev omsorgen for retsstaten af?

For nylig bebudede Justitsministeren et lovforslag om straf for stalking, og en af begrundelserne for denne kriminalisering var, at man ønskede at sende et signal.

Jeg sympatiserer med ideen om at gøre stalking strafbart, og det kan også være i orden at sende signaler. Men det er en meget begrænset form for kommunikation, og det lader retsstaten i stikken.

Det er sikkert ikke let at være folketingspolitiker eller minister. Man skal tage stilling til alle mulige problemer, søge at løse dem, søge at få gennemført sin politik og søge at fremstå som den, der er bedst til at løse problemer, så man kan blive valgt igen osv. En kompliceret og vanskelig opgave. Hvis man poster makrelmadder, bliver man kritiseret for at være useriøs og plat, og hvis man ikke gør, kan man blive kritiseret for at være for elitær.

Men jeg synes nok, at folketinget med sin lovgivning kunne gøre andet end at sende signaler. Et signal er en begrænset måde at kommunikere på, som kan være smart i nogle situationer. Togdriften bruger forskellige signaler, og her går man ud fra, at personalet retter sig efter signalerne. Og i gamle dage kunne skibe signalere via flag, der blev hejst, så andre kunne tage bestik af situationen. Men lovgivning, også inden for strafferetten, er mere end signaltjeneste og gammeldags skibsfart. For det første er det jo ikke sikkert, at dem, signalerne retter sig imod, faktisk retter sig efter signalerne. For det andet er der langt mere i en lovændring end signalet til mulige lovovertrædere. Således må de mange involverede – fra politibetjente over anklagere til dommere og forsvarere – udføre nyt arbejde og rette ind efter lovgivningen. Og hertil kommer, at en kriminalisering formentlig vil føre til flere straffe og dermed til flere fængslede.

Jeg forstår sådan set godt det fristende i at ville sende signaler. Med fx et forslag om at gøre stalking strafbart sender man et signal til potentielle stalkere om, at de kan blive straffet. Og ikke mindst sender man et signal til vælgerne om, at man er aktiv og gør noget og beskytter potentielle ofre. Så må man jo håbe på, at potentielle stalkere afholder sig, og at potentielle vælgere stemmer. Men problemet er, at der ikke rigtig synes at være nogen interesse for, om en kriminalisering nu også virker. Folketinget synes ligeglad med, hvordan lovene virker, bare der er sendt et signal. Og alle de afledede virkninger synes at få endnu mindre interesse: Kapaciteten hos politi, anklagemyndighed og dommere er i forvejen under pres. Og problematisk ser det også ud i fængslerne, der er overfyldte, hvilket giver problemer for både indsatte og de ansatte.

I stedet for at bekymre sig om signaler burde ministre og folketingsmedlemmer bekymre sig om den noget mere omfattende proces, det er at kommunikere og i det større billede bekymre sig for retsstaten. Her burde man især interessere sig for tilbagemeldingerne (ud over vælgerstemmer): Virker lovtiltaget? Dette spørgsmål kræver opfølgning fx efter et par år. Hvilken virkning har forslaget på de involverede grupper, og hvad gøres der her? Og hvilken samlet virkning har mon de mange signaler om kriminalisering af både det ene og det andet? Enkeltvis kan signalerne tage sig meget fornuftige ud, men hvad er virkningen for retten, for retssystemet og for de mange, der forsøger at få retssystemet til at fungere?

Her kunne ministre og folketingspolitikere godt bekymre sig lidt mere om retsstaten end om at sende signaler.


Af professor Sten Schaumburg-Müller

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑