Øget straf koster. Hvorfor finder politikere og journalister først ud af det nu?

Justitsministeren har fundet ud af, at fængslerne er overfyldte, og at der mangler ressourcer til at passe de mange indsatte, både fysisk i form af fængselsceller og menneskeligt i form af ansatte.

Problemet har været undervejs i noget tid, men først nu synes det at blive gjort til et egentligt politisk emne. Det er egentlig mærkeligt. Igennem de seneste 20 år har lovgivningsmagten kriminaliseret handlinger og aktiviteter, der ikke tidligere var strafbare, og der er indført dobbeltstraf på en del områder, såsom rockerbande- og coronarelateret kriminalitet, ligesom mulighederne for både udgang og prøveløsladelse er blevet indskrænket.

Øget straf medfører øgede krav på ressourcer
Dette giver alt andet lige flere indsatte i fængsel. Men lysten til at vedtage nye straffe og fordoble straf synes omvendt proportional med lysten til at overveje, om der mon kunne være andre virkninger af lovene. Øget straf og nykriminaliseringer medfører øgede krav til ressourcer rundt om i retssystemet: øgede krav til politi, der både skal modtage flere anmeldelser og efterforske flere sager; øgede krav til anklagemyndigheden, der skal ekspedere stadig flere sager; øgede krav til domstolene, der får flere sager at afgøre og ikke mindst øgede krav til fængslerne, hvor både bygninger og ansatte er pressede.

Et straffesystem koster. Det er ikke bare gjort med at synes, at noget er for dårligt og burde være forbudt, eller at synes, at det for dårligt, at nogle ikke udviser samfundssind og begår brud på reglerne. Et forbud koster, og det er ikke så rart at tænke på, ligesom det nok også er rarere at sende et signal til vælgerne om, at man er handlekraftig og ikke vil finde sig i uacceptabel opførsel, end det er at fortælle, at nu kommer det til at koste mange kroner og ører for skatteyderne.

Det synes heller ikke rigtig at være et emne blandt journalister. Kriminalstof skaber ofte overskrifter og afstedkommer klik på nettet, og medier gerne bringer historier med forslag til kriminalisering. Medier kritiserer også gerne, hvis en straf i en konkret sag umiddelbart synes mild, og alt dette er for så vidt udmærket. Men hvis heller ikke journalister bekymrer sig om konsekvenserne, risikerer vi at få en lovgivning, hvor ingen bekymrer sig om de økonomiske og ressourcemæssige konsekvenser – til skade for politiets, anklagemyndighedens, domstolenes og fængslernes mulighed for at udføre deres arbejde

Opfordring til vurdering af kapacitet    
Uden her at tage stilling til, om nykriminalisering og forøgelse af strafniveau i øvrigt er en god ide, vil vi foreslå, at der ved hvert nyt forslag om kriminalisering – som fx det aktuelle om kriminalisering af stalking – og ved hvert forslag om øget strafniveau foretages en nærmere overvejelse af de mulige konsekvenser for de forskellige parter i systemet: Har politiet den fornødne kapacitet? Har anklagemyndigheden? Har domstolene? Har fængslerne? Og hvis der foretages en sådan vurdering, vil vi foreslå, at den tages alvorligt. Det duer jo ikke at sige: ”Dette lovforslag vil uden tvivl presse ressourcerne endnu mere, men vi er ligeglade, så længe at lovforslaget får sendt det rigtige signal til vælgerne”.

Det kan være velbegrundet at slå i bordet og sige, at noget er for dårligt. Men hvis man ikke også overvejer, om det koster at gøre det bedre, er man ikke sit politiske ansvar bevidst.

Af Linda Kjær Minke og Sten Schaumburg-Müller, professorer ved Juridisk Institut, SDU

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑