#nichtzweimal

Den tyske retsstats syndefald?

I det tyske er retfærdigheden for tiden i splid med sig selv. Retsstat eller materiel retfærdighed, hvad bør veje tungest? Den 22. december 2021 underskrev en tøvende forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier endelig efter flere måneders intens debat den kontroversielle ”Gesetz zur Herstellung materieller Gerechtigkeit”. Loven, der tilføjer realisering af materiel retfærdighed som en femte grund til at kunne genoptage særligt alvorlige straffesager, har været særdeles omdiskuteret og kritiseret af mange jurister for at bryde med det ellers grundlæggende princip ne bis in idem, der forbyder dobbelt retsforfølgning. Desuden har kritikken været, at den åbner en, om end lille, dør for den type overvejelser, der historisk set gjorde gesundes Volksempfinden under naziregimet til en nærmest altomfattende retfærdiggørelsesgrund. Forbundspræsident Steinmeier, der også er dr.jur., var således tydeligt betænkelig ved loven, men i stedet for at erklære den forfatningsstridig endte han med at råde politikerne bag forslaget til at genoverveje lovens vedtagelse.

Motivet bag loven skal særligt findes i en opsigtsvækkende enkeltsag fra 1981. Her blev den 17-årige skolepige Frederike von Möhlmann bortført, voldtaget og derefter dræbt af adskillige knivstik. Politiets efterforskning ledte hurtigt til en mand, der blev tiltalt og efterfølgende dømt for mordet. Han appellerede til den tyske Højesteret (Bundesgerichthof), hvor der opstod tvivl om tolkningen af nogle hjulspor, hvorfor retten måtte lade manden gå fri. 30 år senere kunne politiet imidlertid med nye DNA-analyser fastslå, at manden havde været på gerningsstedet og med stor sandsynlighed var gerningsmanden. Sagen kunne dog ikke genoptages, da de daværende fire gyldighedsgrunde kun angik enten processuelle mangler, som f.eks. partiske dommere, eller en troværdig tilståelse af den tidligere frikendte.

Et eklatant slag i folkets Rechtsgefühl, som politikere fra både SDU og CDU/CSU ikke har været sene til at gribe. De kalder det med et spil på Radbruchs berømte formel, der frakender utåleligt uretfærdige love kvaliteten af ret, for en utålelig uretfærdighed, hvis retsstaten skulle tillade en morder at gå fri iblandt os. Blackstones berømte retsstatsmaksime om hellere-lade-ti-skyldige-gå-fri-end-dømme-en-uskyldig blev i kritikernes øjne alt for hurtigt omformuleret til, at ustraffede skyldige er en lige så stor retsstatsmangel som uskyldige straffede. Men retsstaten har trods alt også, lød det fra lovens tilhængere, til formål at realisere materiel retfærdighed, og derfor måtte en femte gyldighedsgrund tilføjes.

Den fagjuridiske kritik har omhandlet alt fra muligt brud med den tyske forfatnings forbud mod dobbeltstraf over underminering af uskyldsformodningen til faren for at åbne for en glidebane, hvor også mindre alvorlige sager vil kunne genåbnes, hvis den materielle retfærdighed tilsyneladende tilsiger det. Alt sammen vigtige punkter, der falder uden for dette korte blogindlægs rammer at diskutere nærmere. Én anklage skal dog have en kort kommentar:

Flere kritikere har påpeget, at lovens svulstige titel og retorikken om ubærlig og utålelig uretfærdighed helt savner proportioner. Det virker svært upassende at reservere genoprettelsen af den materielle retfærdighed til den manglende straf af skyldige i enkelte sjældne tilfælde. Dette i en tid hvor det amerikanske innocence project med bl.a. DNA-analyser afdækker et uhyggeligt antal uskyldigt dømte, og hvor man også i Tyskland taler om udbredt racistisk politivold og ligefrem et muligt politimord i sagen om Oury Jalloh – en asylsøger, der døde i en politicelle i Dessau. Det er efter undertegnedes mening en helt rigtig pointe, men samtidig må det indrømmes, at den politiske retorik har været effektiv, og meget af den juridiske kritik har været for akademisk og politisk impotent.

Den retspolitisk engagerede jurist må også tænke i overbevisende politiske forestillinger og narrativer. Svaret på utålelig uretfærdighed er ikke kun ne bis in idem. Og hvis valget står mellem politikere, der prioriterer befolkningens tillid til retssystemet, og en retsvidenskab, der holder befolkningens retfærdigheds-/retsfølelse ud i strakt arm som en med Alf Ross’ ord ”åndelig klimatisk omstændighed” – ja, så vinder den politiske retorik. Det handler ikke om, at jurister skal gå på kompromis med deres faglighed, men om at juristen også har en rolle som formidler af viden og værdier, der gerne skulle kunne stå sig i konkurrencen med den politisk retorik.

Af Bjarke Viskum, studielektor, KU, og ekstern lektor, SDU                

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑