Når nedskæringer på humaniora fører til folkeretlige spørgsmål

(Kære læser. Du er berettiget til at spørge, hvorfor et indlæg om folkeret i disse dage IKKE handler om Rusland og Ukraine. Grunden er, at det ikke kræver et blogindlæg at fastslå, at Ruslands krig mod Ukraine er i strid med folkeretten, og at det retspolitisk er helt uacceptabelt.)


I januar 2022 fremsatte den islandske kulturminister et krav om overlevering (eller i det mindste langtidslån) af håndskrifter fra den del af den såkaldte Arnamagnæanske Håndskriftsamling, der findes på Københavns Universitet (KU). Samlingen, der blev foretaget af islændingen Árni Magnússon i 1700-tallet, omfatter hovedsageligt islandske manuskripter og er af UNESCO blevet anerkendt som en del af ”verdens hukommelse”. Ifølge den islandske kulturminister er de islandske skrifter, der endnu ikke er i Island, ”en del af Islands sjæl, opbevaret i en lukket boks i København.” Som det er sket tidligere, har Danmark afvist udlevering eller udlån.

Kort tid før den seneste islandske anmodning havde Norge spurgt om et langtidslån af håndskrifter, der handler om Norge, men findes i København. Nogle af disse er normalt en del af Det Kgl. Bibliotek, der valgte at imødekomme Norges ønske. Den anden del af skrifterne indgår til gengæld i den Arnamagnæanske Håndskriftsamling, og KU valgte at give Norge et afslag på anmodningen. Afslaget blev bl.a. begrundet med opbevaringshensyn og tilgængelighed for forskning. Også bekymringen for at danne præcedens for fx Islands gentagne forsøg på at få tildelt flere håndskrifter blev nævnt. Men i grundlaget for afslaget blev det også nævnt, at krav om genaflevering af kulturarv stillet fra tidligere kolonier til bl.a. Storbritannien, Frankrig og Tyskland også kan ”ramme os” (DR’s gengivelse af en aktiindsigt i beslutningsgrundlaget).

Et forhold reguleret af mellemstatslige aftaler                        
Magnússon testamenterede samlingen til KU for at sikre håndskrifternes bevarelse og udgivelse. I 1965 blev der indgået en traktat mellem Island og Danmark om, at den del af samlingen, der handler om Island eller er af væsentlig betydning for Island som kulturarv, skulle overføres fra KU til Islands Universitet. Resten – lidt under halvdelen, hvoraf en del stammer fra Norge – skulle forblive i Danmark. I 1986 blev der indgået en yderligere aftale, som handler om forvaring og forvaltning af håndskrifterne. Samlingens deling følger således af mellemstatslige aftaler, og begge staters forpligtelser er omfattet af det grundlæggende retsprincip, at indgåede aftaler skal overholdes.

En debat om ikkeoverholdte forpligtelser     
Både fra islandsk og dansk side er det inden for de seneste år blevet anført, at den anden part ikke overholder sine forpligtelser. I 1965-aftalens artikel 6 står der, at der ikke senere kan fremføres yderligere krav om udlevering, og dette blev også udtrykkeligt bekræftet i 1986-aftalen. Krav som den islandske kulturministers i januar skulle derfor være udelukket. Men ifølge den islandske minister har Danmark selv begået brud på aftalerne. Argumentet er, at en del af håndskrifterne er blevet i Danmark efter delingen, under den forudsætning at der forskes i dem; en forudsætning, der ikke længere er opfyldt.

Kritikken går på, at Danmark reelt har tilsidesat sin forpligtelse ved gentagne gange at skære ned på forskningen på KU. En lignende kritik er blevet fremsat af Bertel Haarder, der som dansk kulturminister indgik 1986-aftalen: ”Danmark har misligholdt aftalen, ved at så få underviser og forsker i håndskrifterne, og det skal vi have rettet op på.” Den nuværende danske minister på kulturområdet mener til gengæld, at Danmark ”klart” lever op til sine forpligtelser. Der er fortsat forskere på KU, der arbejder med de islandske skrifter, der er forblevet i København, og lige nu beskæftiger en dansk-islandsk arbejdsgruppe sig bl.a. med, hvordan forskningssamarbejdet kan blive styrket.

Bør man på dansk side genoverveje sin holdning?                 
Fra islandsk side hævdes det, at tiderne har ændret sig siden indgåelsen af aftalerne, og at den danske håndtering af de forpligtelser, der følger af aftalerne, er kritisabel. Efter min vurdering skal der dog mere til, for at Islands forpligtelser ikke længere gælder på grund af Danmarks misligholdelse.

Efter Wienerkonventionen om traktatrettens artikel 60 kan en part bringe en aftale til ophør ved ”væsentligt brud” fra den anden parts side. Så vidt er man endnu ikke kommet, når man på KU trods alt stadigvæk forsker i den del af de islandske skrifter, der er blevet i København. Danmark kan derfor lige nu henvise til folkeretten for at afvise de islandske krav. Imidlertid er spørgsmålet, om det skal være hele svaret. For det første er Danmarks opfyldelse af sine forpligtelser ikke længere hævet over enhver tvivl. For det andet kunne man spørge, om ikke Danmark inden for det nordiske samarbejde om kulturarv bør udlevere håndskrifter til oprindelseslandet, når dette kan lade sig gøre på forsvarlig vis. Det er vel et meget rimeligt princip i stedet for at forskanse sig bag tidligere frasigelser af krav og i stedet for fortsat at lade sine beslutninger påvirke af frygten for præcedensdannelse, to århundrede efter de første islandske anmodninger.


Af Niels Lachmann, videnskabelig assistent, Juridisk Institut, SDU

Foto: Den Arnamagnæanske Samling

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑