Klimakrisen – vores fælles ansvar

Den 6.-18. november 2022 afholdes UNFCCC’s (United Nations Framework Convention on Climate Change = Klimakonventionen) årlige klimatopmøde – COP27 i Sharm el-Sheikh i Egypten. Klimatopmødet afholdes i skyggen af en række globale udfordringer og lige efter udgivelsen af UNEP’s to rapporter, Emission Gap Report 2022: The Closing Window – Climate crisis calls for rapid transformation of societies og The Adaptation Gap Report 2022: Too Little, Too Slow – Climate adaption failure puts world at risk, hvoraf det bl.a. fremgår, at vinduet er ved at lukke ift. at nå 1,5 °C-målsætningen i Parisaftalen. I stedet kan vi se frem til en temperaturstigning på 2,4-2,6 °C, hvilket igen vil forværre katastrofer, som dem vi ser med tørke på Afrikas Horn og oversvømmelser i Pakistan.

Denne udvikling kalder på, at vi som borgere og virksomheder, som en del af den berørte offentlighed, tager et større fælles ansvar og deltager aktivt for at vende udviklingen, så vi ikke fratager fremtidige generationers muligheder for at kunne leve videre i harmoni med naturen.

Klimaretten
Klimaretten har rødder tilbage til FN’s vedtagelse af Stockholmdeklarationen om det menneskelige miljø i 1972 i Stockholm. For første gang blev de globale miljøproblemer en del af den internationale dagsorden. I Stockholmdeklarationen er der nedskrevet 26 principper. Princip 1 og 2 kan anvendes for at belyse vores fælles forpligtelse overfor de kommende generationer.

Det første princip sætter rammen for beskyttelse af miljøet i relation til menneskerettigheder og hensynet til fremtidige generationer. Her findes et muligt retligt grundlag for sammenhængen mellem klimakrisen og menneskets ret til et sundt miljø:

”Man has the fundamental right to freedom, equality and adequate conditions of life, in an environment of a quality that permits a life of dignity and well-being, and he bears a solemn responsibility to protect and improve the environment for present and future generations. In this respect, policies promoting or perpetuating apartheid, racial segregation, discrimination, colonial and other forms of oppression and foreign domination stand condemned and must be eliminated.”

Det andet princip omfatter retten til beskyttelse af jordens naturressourcer af hensyn til nuværende og fremtidige generationer:

“The natural resources of the earth, including the air, water, land, flora and fauna and especially representative samples of natural ecosystems, must be safeguarded for the benefit of present and future generations through careful planning or management, as appropriate.”

Ved konferencen i Stockholm blev der også opnået enighed om at oprette FN’s miljøprogram UNEP (United Nations Environment Programme, UNGA Res. 2997 (XXVII) (1972)). Konferencen var en medvirkende årsag til, at der i de efterfølgende år blev vedtaget en række andre internationale og regionale traktater.

I den efterfølgende Riodeklaration fra 1992 blev principperne fra Stockholmdeklarationen ikke gentaget; der refereres kun til menneskers ret til et bæredygtigt, sundt og produktivt liv i harmoni med naturen i principperne 1 og 10. Klimakonventionen blev vedtaget i Rio de Janeiro den 9. maj 1992 sammen med en række andre konventioner og trådte i kraft den 21. marts 1994. Konventionen blev ratificeret af 192 lande. Først senere, ved FN’s klimakonference COP16 i Mexico, blev der igen henvist til menneskerettighederne i Cancunaftalens paragraf 8. Her blev det fremhævet, at aftaleparterne fuldt ud bør respektere menneskerettighederne, i forhold der vedrører klimaforandringer. Cancunaftalen har også fokus på REDD+ (reducing emission from deforestation and degradation), hvor aftaleparterne bør respektere de oprindelige folks og lokalsamfunds viden og rettigheder.

Klimakonventionen består af fire overordnede principper: Fælles men differentierede ansvar og respektive muligheder, Forsigtighedsprincippet, Bæredygtig udvikling samt en støttende og åben økonomi. Forureneren betaler-princippet er ikke nævnt i konventionen, men dette princip har betydning i praksis, idet det bliver udmøntet ved Kyotoprotokollen.

Forholdet til de kommende generationer ift. klimaforandringer og menneskerettigheder var igen i fokus op til vedtagelsen af Parisaftalen den 12. december 2015. En række lande, NGO’er og internationale organisationer arbejdede for at inkludere henvisninger til menneskerettigheder i selve aftaleteksten. I nogle af de første udkast til aftaletekst blev der henvist til menneskerettighederne i artikel 2, formålsbestemmelsen. Parterne fandt, at henvisninger til menneskerettigheder i artiklerne ville vanskeliggøre processen ift. at opnå en aftale vedrørende klimaforandringer. Parterne blev enige om et kompromis ved at henvise til menneskerettigheder i præambel nr. 11 til aftalen:

”SOM ERKENDER, at klimaændringer er et fælles problem for menneskeheden, hvorfor parterne i forbindelse med klimaforanstaltninger bør respektere, fremme og tage hensyn til deres respektive forpligtelser med hensyn til menneskerettigheder, retten til sundhed, oprindelige folks rettigheder, lokalsamfund, migranter, børn, handicappede, personer i sårbare situationer og retten til udvikling samt ligestillingen mellem kønnene, styrkelse af kvinders indflydelse og status samt lighed mellem generationerne,”

Selv om der ikke kom en direkte henvisning til kommende generationer og menneskerettigheder i Parisaftalens artikler, kan det være et hint om et øget fokus på rettigheder under FN’s klimaregime i fremtiden. Udover henvisningen til menneskerettighederne i præambelen lægges der vægt på vigtigheden af undervisning, uddannelse, folkeoplysning, offentlig medvirken, offentlighedens adgang til oplysninger samt samarbejde på alle niveauer om de spørgsmål, der behandles i aftalen. Dette understreges videre i Parisaftalens artikel 12:

Parterne skal* samarbejder om at træffe foranstaltninger til at forbedre undervisning, uddannelse, folkeoplysning, offentlig medvirken og offentlighedens adgang til oplysninger vedrørende klimaændringer, hvor det er relevant, i anerkendelse af vigtigheden af disse aktiviteter med hensyn til styrke foranstaltningerne i medfør af denne aftale.
*(ordet ”skal” fremgår af den engelske aftaletekst, men er udeladt i den danske oversættelse)

Parisaftalen har både ”top-down-tilgang” og ”bottom-up-tilgang”, hvor ”top-down” på den ene side er de overordnede målsætninger, som parterne har aftalt, og ”bottom-up” på den anden side er alle dem, der skal handle på aftalens målsætninger, herunder den berørte offentlighed.

FN vedtog samme år som Parisaftalen FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Denne aftale har samme struktur som Parisaftalen, hvor ”top-down” er de enkelte verdensmål og deres delmål, og ”bottom-up” er for alle dem, der er med til at omdanne verdensmålene til handling.

Det 17. verdensmål – Partnerskab for handling – har et delmål 17.17, som inddrager offentligheden:

”Der skal tilskyndes og fremmes effektive offentlige partnerskaber, offentligt-private partnerskaber og civilsamfundspartnerskaber, som bygger på erfaringer og ressourcestrategier fra partnerskaber”.

Hensynet til kommende generationer og bæredygtighed kom allerede tilbage i 1987 med Brundtlandkommissionens rapport ”Vores fælles fremtid”:

”En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.”

”Vi har magten til at bringe menneskers handlinger i overensstemmelse med naturens love, samtidig med at vi nyder godt af denne udvikling.” (Brundtlandrapporten)

Forsigtighedsprincippet – et fælles ansvar
Forsigtighedsprincippet er som tidligere nævnt et af klimakonventionens fire hovedprincipper og bygger på, at staterne så vidt muligt skal beskytte miljøet efter bedste evne. Det understreges, at foranstaltninger ikke må udskydes, og at der i særligt farlige situationer kan og skal træffes afgørelser på et ikkevidenskabeligt oplyst grundlag; dog skal der altid tages udgangspunkt i det bedst opnåelige videnskabelige vidensgrundlag. Forsigtighedsprincippet genfindes i en række andre konventioner, herunder i Stockholmdeklarationen, Riodeklarationen, Biodiversitetskonventionen og Helsinkikonventionen. På internationalt plan har princippet status som ”soft law”, dog anvender Den Internationale Domstol princippet som international sædvaneret. EU-Domstolen anser forsigtighedsprincippet som et generelt princip i europæisk ret i en række afgørelser (Pfizer Animal Health SA v. Council, T-13/99 (paras 114-115) og Gowan Comérico Internacional e Servicos Lda v. Ministero della Salute, C-77/09 (para 75)).

Forsigtighedsprincippet er blevet udbygget med retten til et rent, sundt og bæredygtigt miljø, der blev vedtaget af 161 lande på FN’s generalforsamling den 28. juli 2022 med resolution A/RES/76/300, som en ny menneskeret. Resolutionen kan bidrage til, at almindelige borgere kan holde deres myndigheder ansvarlige for at beskytte miljøet ved nationale og internationale domstole. Resolutionen giver på den anden side også stater mulighed for at holde virksomheder ansvarlige for deres adfærd i forbindelse med tvister i andre internationale traktater og aftaler, hvor voldgifter anvendes som tvistbilæggelsesmekanisme, bl.a. The International Energy Charter Treaty (ECT).

ECT beskytter investeringer i den fossile industri og låser lande fast til fossil energi ved at være bindende for medlemsstaterne i 20 år efter udtrædelse af traktaten. Flere fossile virksomheder har vundet voldgiftssager, hvilket gør, at de kan fortsætte deres fossile aktiviteter under henvisning til beskyttelse af deres investeringer (Rockhopper vs. Italien, Vattenfall vs. Tyskland og senest RWE/Uniper vs. Holland (ikke afgjort)). ECT er dermed i strid med Parisaftalen og har medført, at lande som Frankrig, Spanien, Holland, Italien og Polen har trukket sig fra traktaten. ECT modarbejder forsigtighedsprincippet, hvorved alle medlemsstater bør trække sig fra traktaten og se bort fra bindingsperioden på de 20 år, under henvisning til det fælles ansvar for at beskytte miljøet for nuværende og kommende generationer. Hensynet til et rent, sundt og bæredygtigt miljø bør vægtes højere end hensynet til investorbeskyttelse i nuværende og kommende retssager og voldgifter, uanset om der er tale om fossile eller grønne investeringer.

Af det ovenstående fremgår det, at både stater og offentligheden har et fælles ansvar for at sikre fremtidige generationers muligheder for et bæredygtigt og klimavenligt livsgrundlag. Derfor bør de kommende klimatopmøder, forhåbentligt allerede til COP28 i Dubai, adressere dette ansvar i implementeringen af Parisaftalens artikler, f.eks. artikel 6.4 når det kommer til tilskyndelsen til at fremme deltagelse af offentlige og private enheder, der har fået tilladelse af en part, i modvirkningen af drivhusgasemissioner. Herudover har vi alle som individer og som en del af offentligheden et ansvar for at medvirke til, at Parisaftalens målsætninger bliver opfyldt ifølge artikel 12, samt at indgå i partnerskaber om handling efter det 17. verdensmål for bæredygtig udvikling for at sikre vores og de kommende generationers mulighed for et godt liv her på jorden.

Derved vil de fremtidige generationer forhåbentlig se, at vi har handlet ansvarsfuldt, efter den viden som var tilgængelig for os her i 2022. Så holder den i byretten.

Af Kenneth Schelde Andreasen, cand. jur. og ekstern lektor på SDU som specialist i klima- og energiret

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑