Det Etiske Råd er ikke en retspolitisk autoritet

Det Etiske Råd har traditionelt været en vægtig stemme i den politiske debat om bioetiske og bioretlige spørgsmål, men på det seneste har flere stillet spørgsmål ved rådets rolle. Nogle har peget på manglende diversitet og dermed demokratisk underskud i rådets sammensætning. Andre har kritiseret, at politikerne med rådet udliciterer beslutninger om vanskelige etiske problemstillinger, som de rettelig selv burde tage og stå på mål for. Undertegnede mener dog, at det primære problem med Det Etiske Råd er, at det ikke er et etisk råd, men et retspolitisk råd. Dette er fx tydeligt i den seneste udtalelse om dødshjælp.

Udtalelser fra Det Etiske Råd består af en kort anbefaling fra rådets medlemmer og en længere neutral redegørelse af områdets centrale positioner og argumenter, der primært er skrevet af rådets sekretariat. Selve anbefalingen bliver ikke nærmere begrundet, men fremstår som rådets holdning. Man kan således svært efterprøve og kritisere anbefalingen, og det er derfor også svært at se, hvordan anbefalingen skulle kunne kvalificere den offentlige debat. Sekretariatets redegørelse kan informere den politiske beslutningsproces, men sekretariatet kan fungere uden rådet.

Rådet har tre gange tidligere afvist at anbefale adgang til dødshjælp – enten i form af aktiv dødshjælp (eutanasi), hvor lægen udfører den dødbringende handling, eller i form af såkaldt assisteret selvmord, hvor lægen fremskaffer de nødvendige dødbringende medikamenter, men hvor patienten selv udfører den dødbringende handling. I lyset af den tyske forfatningsdomstols dom fra 2020, der åbnede for legalisering af assisteret selvmord, lød der nye toner fra daværende formand for Det Etiske Råd, Anne-Marie Axø Gerdes, idet hun udtalte, at assisteret selvmord var ’noget, som de [Det Etiske Råd] ville se på’, og hun understregede den principielle forskel på assisteret selvmord og aktiv dødshjælp.

Forventningerne om et nyt syn på adgang til dødshjælp blev dog skuffede, da anbefalingen kom i 2023, hvilket for alvor startede debatten om rådets demokratiske legitimitet, da det overvejende flertal af danskere er for adgang til dødshjælp i en eller anden institutionaliseret form. Måske derfor har regeringen i 2023 nedsat Udvalget for en mere værdig død, hvis formål ifølge kommissoriet er ”at skabe en debat med etiske overvejelser om, hvordan danskerne opfatter værdighed i livets sidste fase” (min kursivering). Arbejdet forventes færdigt i anden halvdel af 2024.

Udvalgets medlemmer er – i modsætning til rådets – valgt på baggrund af deres særlige ekspertise på området, hvilket der synes god grund til i dette spørgsmål. Det Etiske Råds vigtigste argument for ikke at anbefale adgang til dødshjælp lyder, at det ikke er muligt at etablere en retlig mekanisme, der med tilstrækkelig stor pålidelighed kan udvælge de relevante kandidater til dødshjælp. Dette er imidlertid ikke noget etisk spørgsmål, men først og fremmest et spørgsmål for den anvendte retssociologi (retspolitik).

Det er én ting at diskutere den etiske kvalitet af dødshjælp. Her kan det være en god idé at lade et råd kvalificere den offentlige debat, skønt det ville være bedre, hvis anbefalingen var udførligt begrundet, så man reelt kunne være for eller imod. Dette ser man fx hos det tyske etiske råd. Noget andet er at diskutere den juridisk/tekniske regulering. Dette kalder på ekspertviden. Her har rådet ingen særlig autoritet.        

Af Bjarke Viskum, studielektor, KU, og ekstern lektor, SDU

Logo: https://etiskraad.dk/