#MeToo – en kort juridisk vurdering

Der er mange spørgsmål, i forbindelse med hvad man kunne kalde den anden bølge af #MeToo. Der er moralske, etiske, politiske – og juridiske. Jeg vil i det følgende se på tre vigtige juridiske områder:

Det er strafbart at fremsætte og viderebringe grove, urigtige beskyldninger
Det er som udgangspunkt strafbart at fremsætte grove beskyldninger mod navngivne eller identificerbare personer. En grov beskyldning kan fx gå på noget groft kriminelt (ikke bare at køre uden cykellygte), og det kan være en beskyldning, der er ødelæggende for en karriere. Det er helt åbenlyst groft at beskylde nogen for at stikke fingre (eller andet) ind i intime dele af kroppen, og det kan være groft at beskylde nogen for sexchikane.

Det er også strafbart at videregive grove beskyldninger. Det hjælper ikke, at det videregives med et ”Jeg har hørt …”, ”Nogen siger …” eller ”Er det mon rigtigt, at …?”.

Det er de ubegrundede beskyldninger, der er strafbare. Hvis beskyldningen er sand, straffes den selvfølgelig ikke, og det samme gælder, hvis den er fremsat i god tro til varetagelse af en berettiget interesse. Men ubegrundede, grove beskyldninger er strafbare.

Pressens rolle
Pressen (aviser, blade, radio, tv, netmedier osv.) nyder en særlig beskyttelse i behandlingen af spørgsmål af offentlig interesse. Sexchikane er som udgangspunkt et emne af offentlig interesse (jf. Pressenævnets kendelser 2008-6-0737 og 2009-6-0828).

Måske vil det interessere mange at høre nærmere om en kendt politikers sexliv. Men det har ingen offentlig interesse i retlig forstand. Det kan dog få offentlig interesse, hvis den pågældende udlever det ved at tage på de unge praktikanter eller andre, der lige er ved hånden, og som ikke vil tages på af den pågældende.

Pressen har nogle særlige forpligtelser i forbindelse med videregivelse af beskyldninger, især de grove af slagsen. Det skal tjekkes, om oplysningerne er rigtige. Pressen må ikke bare agere mikrofonholder (regel A.1). Pressen skal være opmærksom på, om kilden kan have mere tvivlsomme interesser involveret. Måske er man sur på sin nabo og leverer et par saftige sexchikanehistorier. Pressen skal ikke videregive dem, bare fordi de er godt saftige og sælger (regel A.1 og A.2). Endvidere er det vigtigt, at den, beskyldningerne rettes imod, får mulighed for at forholde sig til beskyldningerne, såkaldt forelæggelse (regel A.3). Og det er også vigtigt, at forelæggelsen er reel (Højesterets dom af 3. juni 2015). En anonym beskyldning med uklart indhold kan være svær eller umulig at forholde sig til.

Skal der nævnes navne? Det er et svært spørgsmål. Pressen skal som minimum overveje spørgsmålet og lægge en linje (regel C.6). Ukendte personer bør ikke have deres navn nævnt (regel B.1 og Pressenævnets kendelse 2008-6-0737). Under alle omstændigheder gælder reglen om beskyldninger – heller ikke en kendt person skal tåle en grov beskyldning, der ikke er rigtig.

Sanktioner mod den beskyldte
Den, der sanktionerer den beskyldte, risikerer at handle uretmæssigt. Hvis A ansætter B, der beskyldes for sexchikane, og A herefter fyrer B, kan B have et retskrav for ulovlig afskedigelse. Er man ansat i det offentlige, gælder det helt generelt, at forvaltningen skal handle sagligt. Hvis A er chef i det offentlige, kan A ikke bare afskedige B, heller ikke selvom A har hørt, at B skulle udøve sexchikane.

Det juridiske spørgsmål er her, om den beskyldte har et retligt beskyttet krav på sin position, fx en ansættelse. Hvis det er helt privat, ser juraen anderledes ud: A var kærester med B, men B bliver smidt på porten, fordi C beskylder B for sexchikane. B har ikke noget retligt beskyttet krav på at være A’s kæreste, og B har ikke noget retskrav mod A. Men det kan selvfølgelig være dumt af A at dumpe B. Og måske skulle A tjekke beskyldningerne, forelægge dem for B og selv foretage en vurdering. Men her er vi uden for det juridiske område.

Juridisk kan B så have en sag imod C for at fremsætte ubegrundede, grove beskyldninger – hvis beskyldningerne altså er ubegrundede og grove.

Det er lidt det samme i politik: Man har ikke noget retskrav på at være overborgmester eller leder af et parti. Men en beslutning om at dumpe vedkommende kan være mere eller mindre klog og velbegrundet. Her er vi uden for juraen. Inden for juraen har den beskyldte fortsat mulighed for at rejse krav mod den, der har rettet en grov og ubegrundet beskyldning mod vedkommende (læs mere i mit tidligere blogindlæg om Frank Jensen og folkedomstolen).


Af professor Sten Schaumburg-Müller

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑