Bekymring for verdensordenen eller for vestlige privilegier?

Det russiske angreb på Ukraine er ulovligt. Det strider mod FN-pagten, især artikel 2, stk. 4, der foreskriver, at medlemsstater skal afholde sig fra at bruge magt i internationale forhold, og at de skal respektere andre staters territoriale integritet. Og artikel 2, stk. 3, pålægger staterne at løse konflikter med fredelige midler. Hvis – hvis – der er et udestående mellem Rusland og Ukraine om fx Krim, der i 1950’erne, da ukraineren Khrustjof var leder af Sovjetunionen, blev overdraget fra den russiske til den ukrainske sovjetiske republik, burde det være løst gennem forhandlinger og eventuelt ved indbringelse for Den Internationale Domstol. Det samme gælder områder i det østlige Ukraine. Det bemærkes, at Rusland i 1991 anerkendte Ukraines selvstændighed og dets grænser, og ved samme lejlighed afstod Ukraine fra at have atomvåben. En sådan aftale forhindrer naturligvis ikke en senere revision … men magtanvendelse er forbudt i internationale forhold.

For en god ordens skyld bemærkes, at der er undtagelser fra forbuddet mod magtanvendelse: For det første det selvfølgelige, at en stat gerne må forsvare sig (som understreget i FN-pagtens artikel 51), og for det andet, hvis FN’s Sikkerhedsråd træffer beslutning efter artikel 42. Det er Sikkerhedsrådets opgave at sørge for international fred og sikkerhed, og hvis denne ikke kan opretholdes på anden måde, kan Sikkerhedsrådet beslutte at anvende magt. Det var fx det, der skete i 1990/1991, efter at Irak ulovligt havde angrebet Kuwait og ikke var til sinds at opgive besættelsen. Sikkerhedsrådet trådte i aktion (res. 678/1990), og ved en militær aktion blev den irakiske besættelse bragt til ophør. I praksis var det en amerikansk ledet operation, men det vigtige i en juridisk sammenhæng er, at aktionen var besluttet af FN’s Sikkerhedsråd.

Ruslands angreb på Ukraine er ulovligt på samme måde som Iraks invasion af Kuwait. Problemet er imidlertid, at Sikkerhedsrådet ikke kan beslutte noget som helst, eftersom Rusland har veto. Det gør ikke angrebet mindre ulovligt, men det hindrer Sikkerhedsrådet i at træffe beslutninger om genoprettelse af den internationale fred og sikkerhed, hvilket ellers er rådets opgave.

At Ruslands angreb er ulovligt og derved et angreb på den bestående verdensorden (bestående i juridisk forstand) er oplagt. Men hvorfor er Kina, Indien og mange afrikanske lande så tilbageholdende med at tage afstand fra det ulovlige angreb?

Det er der formentlig mange forklaringer på, men jeg skal her hæfte mig ved en: Står det klart, at Vestens støtte til Ukraine handler om støtte til den bestående verdensorden og ikke fx om varetagelse af egne interesser?

Det står formentlig ikke klart, og Vesten er i høj grad selv skyld heri.

Angrebet på Irak i 2003, ledet af USA og med dansk deltagelse, var ulovligt. Ønsket om at indsætte en ny ledelse udgør ikke en lovlig grund til angreb – hverken når det gælder Zelenskij i Ukraine eller Saddam Hussein i Irak. Og de grunde, der blev hevet op af tasken om, at Irak havde masseødelæggelsesvåben (USA), eller at man blot ville gennemføre Sikkerhedsrådets beslutning (Danmark) var begge urigtige. Tilsyneladende er det sådanne skinbegrundelser, som Putin også tager fat i, når han taler om folkedrab og humanitær intervention. Det ville klæde Vesten, herunder tidligere ledere som fx den daværende danske statsminister, at indrømme, at det var en dårlig ide at gå imod international ret og samtidig – på forkert grundlag – at påstå, at angrebet på Irak var lovligt.

Et andet forhold, som man kan pege på, er USA’s modvilje mod den internationale straffedomstol. Man modsætter sig, at international ret skal gælde over for amerikanske borgere, der måtte begå krigsforbrydelser. Og den seneste tilføjelse om straf for ulovlig aggressionskrig er kun tiltrådt af relativt få stater – 46 i alt, og både Storbritannien, Frankrig og Danmark glimrer ved deres fravær.

Et tredje forhold er danske mediers dækning af krigen. Der tales ofte om ”verdenssamfundet” og ”hele verden” og lign., men sjældent eller aldrig om opfattelsen i Kina, i Indien (bortset fra, da den indiske premierminister Modi kom på besøg i maj i år) eller i afrikanske lande. Disse hører åbenbart ikke rigtig med til ”hele verden”.

Det er ikke så underligt, at der mange steder er en vis skepsis over for den vestlige tilgang. Vestens tilgang til angrebet på Ukraine ligner mere et forsvar af nedarvede privilegier end et forsvar for FN’s regler for sameksistens mellem ligestillede.

Af Sten Schaumburg-Müller, professor