Livets ret

Dansk sundhedsret indskrænker religionsfriheden – og det med god ret. Jehovas Vidner er i øjeblikket i den situation, at et såkaldt forhåndsdirektiv (”Nej tak til blod”-kort) ikke binder sundhedspersonalet, og derfor er Jehovas Vidner reelt ude af stand til at give deres vilje til kende, hvis de er inhabile i den aktuelle behandlingssituation. Det er selvsagt en indskrænkning af Jehovas Vidners ret til fri religionsudøvelse. Alternativet er imidlertid værre, for det indebærer en utålelig usikkerhed om, hvad der udgør patientens autentiske vilje.      

Sundhedsretten bygger på princippet om det informerede samtykke, nemlig at vi har en aftale om behandling. Sundhedsretten prioriterer således generelt patienters vilje over deres interesser i fysisk og psykisk sundhed. Respekten for patienters selvbestemmelsesret har dog grænser: F.eks. er aktiv dødshjælp som bekendt strafbart. Læger må ikke handle med den intention at ville dræbe deres patienter. De skal så vidt muligt redde liv. Omvendt må patienter godt nægte at få livsreddende behandling. Jehovas Vidner må også gerne sige nej til ellers livsnødvendig blodtransfusion, men det kræver, at de er beslutningskompetente i den aktuelle behandlingssituation. Problemet opstår, når de ikke er i stand til at give udtryk for deres vilje.

Højesteret afsagde i februar i år dom i en sag om en inhabil Jehovas Vidne-patient, der i en livstruende behandlingssituation blev ordineret en blodtransfusion af en overlæge på Odense Universitetshospital, trods det forhold 1) at patienten havde et underskrevet forhåndsdirektiv i lommen, 2) at de pårørende (kone og datter) bekræftede, at han ikke ønskede at modtage blod, og 3) at patienten ved tidligere indlæggelser havde givet udtryk for, at han af religiøse grunde ikke ønskede at modtage blod.

Højesteret fastslog, at en afvisning af livsnødvendigt blod skal ske i den aktuelle behandlingssituation, og at forhåndsdirektivet ikke binder behandlingspersonalet. Landsretten var ellers kommet til det modsatte resultat, da de kendte behandlingen i strid med Menneskerettighedskonventionens art. 8 og 9 om hhv. ret til privatliv og religionsudøvelse. Højesteret mente imidlertid ikke, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis afskærer nationale lovgivere fra at fastsætte nærmere betingelser for, hvornår afvisningen af blod skal være bindende for sundhedspersoner.

Sagen er nu indklaget til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men uanset udfaldet står det retspolitiske spørgsmål om, hvordan forholdet bør reguleres, tilbage. Flere kommentatorer har givet udtryk for, at sundhedsretten i sin nuværende form er diskriminerende over for et religiøst mindretal og ikke viser tilstrækkelig respekt for voksne individers religiøse overbevisninger. Spørgsmålet er, om man bør udfærdige et myndighedsgodkendt forhåndsdirektiv på linje med livstestamenter og organdonorkort?  

Den nuværende lovgivning hviler på den antagelse, at det har formodningen imod sig, at patienter, der ikke er uafvendeligt døende, vil sige nej til livsreddende medicin. Netop derfor er beviskravene for et fravalg af blod så skrappe. Et myndighedsgodkendt forhåndsdirektiv løser ikke dette problem. Risikoen for illegitim social kontrol eller muligheden for at patienten efterfølgende ændrer holdning er for store til, at læger skal bindes af en sådan erklæring. 

Jehovas Vidner og lovens kritikere vil med god ret se denne formodning for livet som illegitim paternalisme, men det er en nødvendig pris, for at sikre at vi kun lader dem dø, der rent faktisk ønsker det.

Af Bjarke Viskum, studielektor på KU og ekstern lektor på SDU 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑