Kræver menneskerettighederne indfødsretslovens § 3 A genindsat? Om fake news i en god sags tjeneste

Lov nr. 110/2016 ophævede indfødsretslovens § 3 A om erklæringsadgang for unge mennesker født og opvokset i Danmark. Erklæringsordningen gav udlændinge, der er født her i riget, adgang til indfødsret på mere lempelige betingelser end efter det såkaldte naturalisationscirkulære (nr. 9779/2018). Det var tilstrækkeligt, at de (1) havde aflagt folkeskolens afsluttende prøver i 9. eller 10. klasse med et samlet karaktergennemsnit på mindst 02 eller (2) var fyldt 18 år. De skulle desuden have haft bopæl her i landet i sammenlagt mindst 12 år, heraf sammenlagt i mindst fem år inden for de seneste seks år.

De har herefter skullet opfylde de krav til danskkundskaber og kendskab til danske samfundsforhold, som ifølge naturalisationscirkulæret er en betingelse for at blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse (den enkelte udlænding nævnes i et lovforslag, som senere skal vedtages af Folketinget). I forarbejderne blev lovændringen vurderet til at være i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den europæiske konvention af 6. november 1997 om statsborgerret (herefter EKS) (se L 53/2015, alm. bemærkninger, pkt. 4).

Man fastholdt indfødsretslovens erklæringsordning for nordiske statsborgere og tidligere danske statsborgere. Herefter var alle andre henvist til at søge om dansk indfødsret ved naturalisation, ligesom før indfødsretslovens § 3 A blev indsat ved lov nr. 730/2014.

IMR anbefaler genindførelse af § 3 A            
Den 8. februar 2021 gør Institut for Menneskerettigheder (IMR) i en nyhedsopdatering gældende, at den besværlige vej til dansk statsborgerskab strider imod de forpligtelser, som Danmark ifølge menneskerettighederne har, fordi EKS – som ligebehandlingschef Maria Ventegodt forklarer – siger, at det skal være nemmere at opnå statsborgerskab, hvis man er født og/eller opvokset i landet.

Som dokumentation henviser IMR til deres nye undersøgelse i form af rapporten Fremmed i eget land?, hvori de anbefaler, at regeringen fremsætter lovforslag om genindførelse af den ophævede ordning i § 3 A, så erklæringsordningen på ny omfatter alle unge (både nordiske og ikkenordiske), som er født og opvokset her i landet.

Efter min vurdering indeholder rapporten imidlertid ikke sikker støtte for påstanden om konventionsbrud, og IMR udtaler sig betydeligt mere forbeholdent end i deres nyhedsopdatering på deres hjemmeside. F.eks. siges det i rapporten (pkt. 5.7), at forskelsbehandlingen af nordiske og ikkenordiske unge statsborgere ikke med sikkerhed strider imod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 14 sammenholdt med art. 8, men at der i de i rapporten omtalte domme findes hensyn, der taler imod denne forskelsbehandling. Dette er på ingen måde overraskende, men der findes ifølge et massivt folketingsflertal også hensyn, der taler for forskelsbehandlingen. Således bliver ophævelsen af indfødsretslovens § 3 A begrundet med, at tildeling af indfødsret anses for at være af stor betydning både for den enkelte ansøger og for det danske samfund, og at der derfor skal stilles høje krav, der sikrer, at kun personer, som reelt er integrerede og har vist, at de vil Danmark, tildeles indfødsret (se L 53/2015, alm. bemærkninger, pkt. 1.1).

Flere dilemmaer i spil             
Dilemmaet er her, som på så mange andre udlændingeretlige områder, at skærpelser ikke blot rammer den gruppe, der er i kikkerten, men også alle mulige andre. Velintegrerede udlændinge, hvis rimelige forventninger om dansk indfødsret kun de allerfærreste vil betvivle, skal nu – medmindre de er nordiske eller tidligere danske statsborgere – ansøge efter den omstændige naturalisationsprocedure.

Også diskriminationsperspektivet indeholder et dilemma, idet man risikerer at smide barnet ud med badevandet, hvis man går for hårdt til værks. Som jeg redegør for her, anvendes rettighedsindskrænkelse nogle gange som middel til at opfylde Danmarks internationale forpligtelser på udlændingeområdet. Hvis det anses for diskriminerende at tilgodese nordiske statsborgere, er løsningen derfor ikke nødvendigvis at stille andre udlændinge i samme gunstige situation, men kan meget vel blive, at også nordiske statsborgere skal søge efter naturaliseringsproceduren.

Det er ikke overraskende, at forfatterne bag den omtalte rapport anvender en pro menneskeretlig tilgang, og at rapporten derfor ikke har samme neutrale præg som traditionelle retsdogmatiske studier. Jeg finder det dog uheldigt, at IMR på sin hjemmeside helt kategorisk påstår, at de gældende regler er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Eller mener de mon i ramme alvor, at fake news går an, så længe det er i en god sags tjeneste?


Af lektor Peter Starup

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create a website or blog at WordPress.com

Up ↑